(Foto: Ib Trebbien)
Citroëns motorsportsafdeling har haft mere end en hånd med i udviklingen af Racing versionen, både i motorrummet og i undervognen. Motoren er stadig en 1600 ccm turbomotor, men der er skruet lidt på turboen og kodet i motorstyringen, så effekten er steget fra 156 til 207 hk og momentet er øget fra 240 til 275 Nm, og det mærkes, selv om vægten er steget en anelse.
Her er kraft og saft helt nede fra de lave omdrejninger, og det gøre bilen let at køre.
Når vægten er steget trods anvendelse af kulfiber flere steder, så skyldes det først og fremmest, at der også er skruet op for luksus’en indendøre. Dette er på alle måder topmodellen i DS3 serien.
Undervognen i DS3 Racing er trimmet så den matcher kræfterne. Sporvidden er øget 20 mm for og bag og karossen er sænket 15 mm. Støddæmperne har fået ændret karakteristikken, og dækkene er vokset fra 205/45R17 til 215/40R18. Endelig er den elektriske powerstyring justeret, så den giver bedre feedback til føreren.
Mere power kræver større bremser. Citroën har bestykket DS3 Racing med Brembo bremsekalibre med fire stempler og 323 mm store, ventilerede skiver.
Mærkeligt nok føles bilen ikke meget vildere end THP 155 versionen, men det kan paradoksalt nok skyldes, at den kører så godt. Et blik på speedometret afslører, at det faktisk går noget stærkere end man umiddelbart tror, så på det punkt er bilen faktisk lidt lumsk.
Jeg kan normalt ikke lide sorte biler, men her vil jeg gerne gøre en undtagelse. Sort med orange tag, spejle, frontgrill og hjul ser bare hammergodt ud, og de grafiske dekorationer understreger stilen. Det er vildt, og det er gennemført.
Prisen er desværre også vild. Du får kun en ti’er tilbage på ½ million kr. Men så har du også en bil, der skiller sig ud fra mængden.
(Foto: Ib Trebbien)
De nøgne fakta
|
Model |
Citroën DS3 Racing |
|
Type |
3-dørs hatchback |
|
Motor |
1598 ccm benzinmotor med turbolader, 4 cyl.,
207 hk / 111 kW ved 6000 o/m,
275 Nm ved 2000-4500 o/m |
|
Transmission |
6 trins manuel gearkasse, forhjulstræk |
|
Undervogn |
For: McPherson.
Bag: Compoundaksel |
|
Maks. hastighed |
235 kmt |
|
Acc. 0-100 |
6,5 sek. |
|
Officielt forbrug |
15,6 km/l ved blandet kørsel |
|
Årlig grøn afgift |
Kr. 2.120,- |
|
Pris |
Kr. 499.990,- plus levering |
|
|