Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Sprint

Peugeot Sport Dealer Team DK går efter en sejr

Rally Sprint 
07/08/12 

- i Tvilum Rallyshow
Peugeot Sport Dealer Team DK har noget at leve op til, når årets Tvilum Rallyshow køres i Fårvang den anden fredag i august. Sidste år var det nemlig Christian Jensen fra Ans, der vandt løbet, mens teamkammeraten Esben Hegelund fra Hadsten undervejs tog en heatsejr.
 

”Men der skal nok blive hård kamp om det,” siger Christian Jensen, der inden sidste års sejr havde haft mange forsøg på at tage den største pokal. ”Det er nemlig slet ikke så let at vinde i Fårvang, for hastighedsprøven der er speciel.”


Christian Jensen skal forsøge at gentage sidste års sejr i Tvilum Rallyshow

”Der er aldrig nogen, som vinder det løb med 2-3 sekunder, sådan som man nogen gange kan gøre på andre sprintbaner. Det er altid indenfor en mindre margen, at det bliver afgjort, for det er en lidt speciel hastighedsprøve. Det drejer sig om, hvem der tør bremse senest, for der er ikke så mange steder, hvor man kan gøre en forskel. Det betyder, at man skal køre på det rigtige set-up og de rigtige dæk.”

”Jeg er rimelig fortrøstningsfuld for, at jeg kan tage min første sejr i løbet i år,” siger Esben Hegelund. ”Det med de små, korte hastighedsprøver er lige noget, som passer til mig. Sidste år vandt jeg jo nogle Yokohama-løb, og sidste gang, der blev kørt DM-rally, var det mig, der var hurtigst på den snørklede industriprøve, som var indlagt.”

Christian Jensen og Esben Hegelund bliver ikke ene om at repræsentere Peugeot Sport Dealer Team DK ved årets Tvilum Rallyshow. Teamet kommer nemlig med alle sine biler, da Kjeld Seidler fra Holmegaard og teamchef Jens-Ole Kristiansen fra Fuglebjerg også er til start. Det sker med hver deres Peugeot RCZ.


Esben Hegelund går også efter sejren i løbet i Fårvang

”Sidste gang, jeg var med, var for nogle år siden, da en anden kører var forhindret, men jeg glæder mig meget til at køre med bilen i Fårvang. Det er helt klart en køremaskine, en decideret asfaltbil, og det er fascinerende at køre i en bil, som er bygget 100 % til asfalt,” siger Jens-Ole Kristiansen, der har vundet en gang tidligere i Fårvang. Det var tilbage i 1986!

”I min ’rigtige’ karriere kørte jeg aldrig biler med en sekventiel gearkasse, og det er fantastisk nu at have en bil med sådan en gearkasse. Hvis man dengang ramte skævt med en H-gearkasse, fik man simpelthen et slag i skulderen.”

De to Peugeot RCZ’ere er – i modsætning til ved DM-rallyerne – indplaceret i samme klasse som de firhjulstrukne 207 Super 2000-modeller, og det gør det svært.


Ligesom ved det svenske Lille Mats Rallysprint stiller Peugeot Sport Dealer Team DK med begge sine Peugeot RCZ

”Hvis vi kan holde os i top 10, så skal vi vist være tilfredse,” vurderer Kjeld Seidler. Ligesom Jens-Ole Kristiansen har han heller ikke prøvet at køre i RCZ-modellen på den snævre hastighedsprøve i Fårvangs industrikvarter.

”Jeg tror faktisk, at bilen er god til det. Den har et godt bundtræk, så den kommer omkring hjørnerne, og her tror jeg, at den vil være bedre end den 307er, jeg kørte med sidste år. Topeffekten betyder ikke så meget, og så er det også positivt, at den kører så godt på hjulene som den gør.”


Læs mere om:
  • Christian Jensen
  • Esben Hegelund
  • Kjeld Seidler
  • Peugeot Sport Dealer Team
  • Fårvang
  • 10/08/12 - Fårvang - Rally Sprint
  •