Frederik Nymark havde i god tid op til den dobbelte løbsweekend trænet med både løb, cykling og styrketræning, for at være helt klar til de mange løb. Farmand Flemming havde været bilen igennem så den også var tip top til den store weekend på Padborg Park.
Alt var klar hos den lille familie, vi nu kender som Nymark Racing. Venner og sponsorer var inviteret, ja selv mormor og morfar var kommet helt fra Norge for at heppe på deres barnebarn. Men weekenden startede ikke helt som planlagt, for allerede til den tekniske kontrol opstod det første problem.
Frederik i kvalifikationen. (Foto: Motorsporten.dk)
Bilens hovedafbryder virkede ikke og det tog et stykke tid før far og chefmekaniker Flemming Nymark fandt frem til årsagen, som blot var en knækket ledning, samtidig med at han med et lettelsens suk sagde ”Fedt! For det eneste jeg ikke er god til på en bil, er alt det der el”.
Første løb om lørdagen blev kørt i regn. (Foto: Motorsporten.dk)
Familieteamet Nymark Racing havde arbejdet med et nyt setup til bilen, som skulle prøves i træning og kvalifikation om lørdagen. Da første løb skulle køres stod regnen ned fra en mørk og trist grå himmel. Unge Frederik brugte dog igen sit hoved og kørte løbet forsigtigt og med fornuft, så han kunne fuldføre løbet uden at pådrage bilen skader.
Til løb nummer 2 gik det dog en hel del bedre. Regnen var stoppet og solen var på vej frem, så fra en start placering i den forreste del af feltet, kørte Frederik et solidt løb og fik sin første pokal for en andenplads i OK Legend Car Cuppen.
Frederik presser på for at komme frem i feltet. (Foto: Motorsporten.dk)
Til lørdagens tredje løb sættes start placeringen efter de placeringer man har haft i både kvalifikation og løb tidligere på dagen, men da løbet var præget af kørsel med mange safetycar perioder, blev slut placeringen for Frederik Nymark til en syvendeplads, hvilket kun betød flere point på kontoen.
Der skal flere point på kontoen, så der skal køres stærkt. (Foto: Motorsporten.dk)
Lørdag var en fornuftig dag, med sin første pokal i OK Legend Car Cup for Frederik og efter en snak, med sin stolte far Flemming, blev planen for søndag hurtig lagt.
Søndag skulle vise sig at være en dag som alle racerkørere drømmer om, nemlig en fejlfri bil med et rigtig godt setup, samt det held som man altid skal bruge lidt af i racing.
Efter en kvalifikation som nummer otte skulle Frederik Nymark starte næsten bagerst i feltet, da man vender hele feltet om til første løb. Det blev til en rigtig god start hvor Frederik på de første omgange kører sig hurtigt op gennem feltet, for til sidst at ligge i en lille gruppe biler som skifter placeringer hele tiden. Da Frederik igen har fået kæmpet sig op på førstepladsen, blev han tilsmilet af lykkens gudinde, da de to andre kørere på anden- og tredjepladsen har et lille uheld og han dermed får luft nok til at køre sin første sejr hjem ! ”Hold op hvor var jeg nervøs, jeg tror jeg kiggede mere i mine sidespejle end ud gennem forruden, for at se om jeg kunne holde førstepladsen hjem” fortalte 16-årige Frederik Nymark efter løbet.
Hvis man ikke kan se det så er Frederik en meget stolt teenager, på en førsteplads. På podiet flankeres han af den mesterskabsførende Jason Watt på andenpladsen og Kenneth Jensen på tredjepladsen. (Foto: Motorsporten.dk)
Andet løb bliver igen et spændende løb. Mesterskabsførende Jason Watt lagde afstand til feltet allerede fra starten, men lige bag ham kæmper seks biler stadig om anden- og tredjepladsen. Der bliver byttet placering på næsten hver eneste omgang og kæmpet hårdt i den lille gruppe, men da det ternede flag falder, kan Nymark Racing tage andenpladsen endnu en gang.
Unge Nymark i kamp om mesterskabs point. (Foto: Motorsporten.dk)
Søndagens tredje løb skulle Frederik starte som nummer tre. Han fik en god start og fik et lille hul til dem bagved. Men samtidig kørte de to foran ham en del hurtigere. Efter få omgange rammer nummer et og to – Jason Watt og Kenneth Jensen, hinanden under en nedbremsning for enden af langsiden og må udgå, og det betyder at unge Frederik Nymark endnu engang kunne erobre førstepladsen, en placering han kører sikkert hjem.
Frederik tager endnu en sejr i OK Legend Car Cup. (Foto: Motorsporten.dk)
Inden weekenden begyndte havde Frederik sagt til far Flemming at han gerne ville og prøve at køre Legend løbet på Zandvoort i august. Far’s svar var:”Når du får den første pokal i Danmark, så laver vi sådan en tur!” Nu skal familie teamet, Nymark Racing, til at planlægge en tur til Holland.
Nymark Racing Selch
Læs mere om: Frederik NymarkNymark RacingPadborg Park30/06/12 - Padborg Park - Legends Car Cup - DM01/07/12 - Padborg Park - Legends Car Cup - DM |