Det er virkelig topkørerne, der kommer til start på Padborg Park.
En af Danmarks mest populære kørere fører feltet an. Det er Jan Magnussen, England, der med sine mange starter i Formel 1 og fire klassesejre i 24-timers løbet på Le Mans vist ikke behøver nogen nærmere præsentation. Det samme gælder Casper Elgaard, Århus, der i den brede befolkning nok mest er kendt for sin sejr i Vild med dans, men det var netop i Auto-G DTC-serien, at han skabte sig sit navn indenfor bilsporten med fire titler. Og så kommer vi heller ikke udenom veteranen John Nielsen, Randers, der jo er født og opvokset i det sønderjyske. Ham skal de unge knøse stå tidligt op, hvis de skal følge med ham.
Den gamle sønderjyde John Nielsen er med, når der køres Auto-G DTC på Padborg Park
Årets premiere i Auto-G Danish Thundersport Championship fandt sted i pinsen, og her var det Jan Magnussen, som blev den helt store triumfator, da han vandt begge løb for klassen – det ene endda fra en startplacering som nummer otte. Om det kommer til at gentage sig ved løbsweekenden på Padborg Park, skal være usagt, men det er i hvert fald en ny udfordring, der venter kørerne. De har naturligvis alle sammen mange års erfaring med den sønderjyske bane, men da det er helt nye biler, man kører med i Auto-G Danish Thundersport Championship, står deltagerne overfor en helt ny prøvelse.
Her er det virkelig en klar fordel at have international rutine, og det så man bl.a. ved premieren. Her var sidste års vinder af privatkørernes verdensmesterskab i standardvogne, Kristian Poulsen, Padborg, til start, og han kunne til fulde udnytte sin erfaring fra de udenlandske baner til at køre en tredje- og en fjerdeplads hjem i sine to første starter i den helt specielle racerbil.
Kristian Poulsen fra Padborg gjorde det godt i sin første start med den nye bil
Det er nemlig specielfremstillede racerbiler, man anvender i Auto-G Danish Thundersport Championship. De er identiske og er bygget op over en stor rørramme i stål, og hvori der er monteret en Chevrolet-motor, der yder godt 450 hestekræfter. Der bliver således drøn på, når bilerne kommer ned ad Padborg Parks langside, inden der skal bremses forud for de to skarpe venstresving. Det virker nærmest som en garanti for buler, men heldigvis kan kørerne – og ikke mindst deres mekanikere – glæde sig over, at bilerne er udstyret med glasfiberkarrosserier, hvorfor det er let at udskifte en ødelagt skærm.
Udover anden afdeling af Auto-G Danish Thundersport Championship kommer løbsweekenden på Padborg Park den 9.-10. juni også til at omfatte en afdeling af den danske løbsserie for historiske GT- og standardvogne, ligesom der også køres løb for bl.a. DASU Youngtimer Cup, Peugeot Spider Cup Total og Yokohama 1600 Challenge.
Læs mere om: Padborg Park10/06/12 - Padborg Park - DTC - DM |