Noget af den historie vil man kunne opleve ved årets Classic Race Aarhus.
Her præsenteres en række af de racersportsvogne, som i 50’erne og 60’erne var med til at sætte deres præg på ikke bare 24-timers løbet på Le Mans, men også international sportsvogns-racing. Vi taler om klassiske mærker som Aston Martin, Ferrari, Jaguar og Mercedes, og hver især vil de være repræsenteret med et eller flere eksemplarer, når årets udgave af løbet finder sted i dagene fra 22. til 24. juni.
Med i Classic Race Aarhus er også en Aston Martin DB2 – et eksempel på et sportsvogn, man i 50’erne kunne race med på racerbanerne og køre hjem i bagefter (Foto: Morten Alstrup)
Jaguar skabte i den grad sit navn på Le Mans. Først med den såkaldte C-Type og senere med den mere rendyrkede og rå D-Type, som med sin halefinne er blevet et ikon i motorsporten. Modellen tog først en sejr i 12-timers løbet på landevejsbanen i Reims, inden den scorede et hattrick af sejre i 24-timers løbet på Le Mans fra 1955 til 1957.
Inden da havde Mercedes taget sin første sejr i den franske klassiker. Det var med en 300 SL-model – bedre kendt som mågevingen takket være sin specielle dørkonstruktion – og et eksemplar er også med i Classic Race Aarhus. På banen rundt om Mindeparken vil man også kunne opleve klassiske konstruktioner fra to af periodens andre fremtrædende konstruktører.
Med sin halefinne er Jaguars D-Type blevet et ikon indenfor sportsvogns-racing. Et eksemplar vil kunne opleves ved Classic Race Aarhus (Foto: Morten Alstrup)
Aston Martin-mærket vil man kunne opleve i form af dels en DB2- og en DB4 Zagato – modeller, som man dengang kunne indregistrere og køre til banen – mens Ferrari er repræsenteret med bl.a. en 275 GTB-racersportsvogn og en af de legendariske Testa Rossaer, hvor motorens topstykke – som navnet antyder – er rødt!
Læs mere om: Mindeparken (Gadeløb)24/06/12 - Mindeparken (Gadeløb) - Classic Race Aarhus |