Den fragtmandsblå BMW blev ikke sparet (Foto: Gripping Media)
Selvom CS Racing's fragtmandsblå BMW allerede har gennemført et 6-timersløb på Padborg Park, var det første gang at teamejeren selv sad bag rattet under løbsforhold.
"Jeg har rent faktisk kun nået at køre nogle testsessions, hvor jeg skulle fokusere på at evaluere bilen og give feedback til mekanikerne, så jeg har nået at lære meget i weekenden", fortæller Christian Siepmann.
Debutløbet i Special Saloon Car-klassen var ikke tællende til mesterskabet, men alligevel fik Christian mulighed for at måle sig med klassens eksisterende kørere. Vennen Claus Christensen og hans danskbyggede Aquila var som forventet helt udenfor rækkevidde, men både bilen og Christian er blandt klassens absolutte frontrunnere i år.
Solen stod højt over CS Racing's telt (Foto: Gripping Media)
Ved tidtagningen var Christian tredjehurtigst efter to markant hurtigere biler. Bag sig lå blandt andet flere tidligere DTC-biler, en Ferrari og en specialbygget Opel Corsa. Feltet var mærket af, at flere af feltets faste kørere havde fravalgt weekendens løb, da de ikke var tællende til mesterskabet.
"Jeg savnede lidt en tættere konkurrence i den øverste halvdel af feltet. Længere nede i feltet fornemmer jeg at der var gode kampe, men der mangler lige et par kørere til at fylde hullerne ud. De skulle efter sigende komme allerede i næste weekend på Ring Djursland, så det glæder jeg mig meget til."
Første og andet heat sluttede Christian på andenpladsen med mere end tyve sekunders forspring til tredjepladsen. Sidste heat gav "kun" en tredjeplads, mens Christian i alle tre heat kunne bryste sig af tre heatsejre i Special GT-klassen, som er en division under Special Saloon Car.
"Vi har kørt en masse vigtige kilometer i bilen, og der har været et par små tekniske udfordringer, som vi har kunnet løse i ro og mag før det for alvor går løs i næste weekend. Samtidig har jeg fået mange kilometers effektiv køretid i kroppen - og det kan tydeligt mærkes i arme og ben - så jeg er helt klar til Ring Djursland."
Sæsonstarten blev en succes for Christian Siepmann (Foto: Gripping Media)
"Det var en god og hyggelig start på sæsonen, og sponsorerne havde også en god dag med masser af sol, motorløb og en god frokost. Bilen kører som en drøm, og teamet har virkelig styr på sagerne. På den her måde er det en fornøjelse at køre racerløb!"
Allerede i den kommende weekend er Christian, BMW'en og CS Racing i aktion igen, når det første DM-tællende løb i Special Saloon Car bliver kørt på Ring Djursland.
CS Racing har fået lavet en video fra Åbningsløbet - se den her:
CS Racing Gripping Media Læs mere om: Christian SiepmannJyllandsringen27/05/12 - Jyllandsringen - Special Saloon |