Allerede tidligt i løbet begyndte der at komme meldinger om snarlig regn og biler på halvslidte dæk blev ude på banen, de ventede på regnen, da det åbenlyst er tåbeligt at skifte dæk for to omgange senere skulle skifte igen. Men regnen kom ikke og alle bilerne måtte så alligevel ind og skifte dæk. Dermed blev Monaco et et-stops løb for stort set hele feltet.
Mod slutningen var der igen meldinger om regn, men heller ikke her kom den. Toro Rosso satsede på vejrmanden, hev Vergné ind fra en 7. plads og gav ham intermediates på alle fire hjørner - smukt hvis det havde været det rigtige at gøre, men det var det ikke og Vergné fik ingen point med fra Monaco. Men alle andre ventede passivt på den regn der aldrig kom, med det resultat at ingen satte et angreb ind. Så selvom de seks første lå snude til bagdel på de sidste omgange, skete der ingenting.
Drama havde der dog været, allerede på første omgang, allerede i første sving faktisk. Lige der hvor banen går fra at være smal til at være meget smal. Lige der opdagede en fremadstormende Schumacher at der ikke var plads til både ham og Romain Grosjean - og der var heller ikke plads til at trække sig. Grosjean blev sendt ud af løbet, mens Schumachers Mercedes uvist af hvilken grund faktisk slap uden de store mén. I skrivende stund sidder stewards'ene og kigger på videooptagelser og vurderer om der er sket noget strafbart. Jeg vover et øje og siger, at det er der ikke. Da Schumacher kører efter hullet mellem Grosjean og barrieren kan han ikke vide at Grosjean selv bliver lidt presset på den anden side og ikke kan give plads til dem begge.
Grosjean var ikke den eneste der blev sat ud af spillet, en del af de bagfrakommende blev lidt overraskede og måtte bremse og sidste løbs vinder, Pastor Maldonado smaskede op i bagdelen på de la Rosas HRT racer og de måtte begge udgå.
Derfra skete der ikke meget. Schumacher holdt i mange omgange, men måtte udgå med tekniske problemer. I mange omgange havde han ligget bag Raikkonen der blev liggende ude på banen med slidte dæk og ventede på regn. Ligesom tidligere på året var Raikkonen i Lotus igen den store taber da det kom til at finde den rigtige taktik. Regnen kom ikke og Raikkonen fik skiftet dæk for sent og var lige ved at ende uden for pointene. Schumachers exit og Vergnés sats mod slutningen bragte ham dog frem.
Den store positive overraskelse var vel egentlig Heiki Kovalainen, der var lige ved at snuppe en 11. plads i sin Caterham. Men et lille intermezzo med Sergio Perez betød at finnen måtte i pit til en næsetransplantation. Ligesom situationen med Grosjean og Schumacher er også dette noget der bliver kigget på her efter løbet.
Perez havde tidligere i løbet inkasseret en drive-through for en lidt pludselig indkørsel til et pitstop, der medførte at han næsten lå på tværs af banen foran Raikkonen der måtte bremse op. Den slags må man ikke og her var straffen ganske passende.
I front for løbet var det Webber, der vandt foran Rosberg. Hele tiden sad man med fornemmelsen af at Mercedes raceren egentlig var hurtigere. Men Monaco indbyder ikke ligefrem til overhalinger, og så var der jo løftet/truslen om regn. Fernando Alonso tog en fin 3. plads efter et godt løb og bragte sig dermed i front for VM. Vettel kom på 4. pladsen og må være tilfreds. Hamilton fik en 5. plads foran en overraskende velkørende Massa. Paul di Resta tog 7. pladsen foran holdkammeraten Hülkenberg, mens Raikkonen fik to point for en 9. plads og Bruno Senna hentede et enkelt point hjem.
Jenson Button havde ikke nogen god kvalifkation, men et endnu dårligere løb. Han startede på de bløde dæk og kunne dermed slutte på de superbløde dæk, modsat næsten alle andre. Men selvom pitstoppet gik fornuftigt kom han ud bag Kovalainen, som han hele løbet havde problemer med at komme forbi. Han da heller aldrig forbi, men han prøvede dog. I Monaco, når man prøver, er der en chance for at det går galt, og det gjorde det. Dermed forsvandt en stensikker 12. plads for Button, der nok er ret ligeglad!
Hvis man kigger på de interne kampe så meldte Webber sig i dag i den grad ind i duellen mod Vettel, der dog stadig må formodes at have den bedste hånd. Hamilton har, uden at være helt imponerende, alligevel en fordel fremfor Button, der måske nok har hentet teamets eneste sejr, men tilgengæld ikke så meget mere end det. Hos Ferrari er der stadig ikke tale om nogen kamp, og hos Mercedes går det måske momentvis godt for Schumacher, men når alt kommer til alt har han stadig kun to point, mens Rosberg i øjeblikket leverer resultaterne.
I VM kampen fører Alonso med 76 point foran Vettel og Webber, der hver har 73 point. Hamilton har 63, Rosberg 59 og Raikkonen 51. Næste løb er om 14 dage i Canada.
Martin Møller-Thomsen
Læs mere om: Monte Carlo27/05/12 - Monte Carlo - Formel 1 |