”Det er et fantastisk rallysprint med en god hastighedsprøve. Det hele foregår på en gammel kasserne, og der er alle typer underlag, fra ru asfalt til grus over sving og små hop. Den har faktisk det hele, den prøve,” siger Anders Lysen.
For teamchefen bliver der tale om dobbelt premiere. Lille Mats Rallysprint er ikke bare hans første løb i år, men også hans første start i den nye Suzuki Swift Maxi 2000.
”Det er min løbsdebut i to-liters bilen. Vi har brugt min bil som test-bil, så jeg ved, hvordan den fungerer, men det er noget andet, når vi får hjelmen på,” siger han. ”Jeg fik kørt mange kilometer til Racing Festivalen, og det er en fordel at have siddet i bilen, lige før man skal til løb. Jeg er fortrøstningsfuld, og jeg glæder mig ikke rigtigt meget. Jeg er rigtig optimistisk, men jeg skal bruge løbet på at lære bilen at kende. ”
Anders Lysen og John Madsen får årets første start (Foto: Rallyfotografen)
Kenneth Madsen/Henrik Dernoff er derimod helt dus med deres eksemplar. De vandt nemlig Tunet National ved årets første DM-løb i Tyskland i slutningen af marts.
”Der er flere fine biler med end sidste år, nogle af svenskerne kender prøven og har trænet på den, så de bliver nok nogle hårde konkurrenter,” siger Kenneth Madsen. ”Jeg vil rigtig gerne være bedste dansker, men jeg vil ikke koble hovedet fra for at gøre det. Er det tørvejr, maser jeg på, men der skal ikke komme meget vand, før det bliver en lumsk prøve. Jeg håber på tørvejr og så en god dag.”
”For mig personligt er det godt at få kørt et løb mellem DM-afdelingerne. Jeg ved godt, at det ikke er en rigtig landsvejsprøve, men det er det tætteste, man kommer på det, når vi taler rallysprint. Vi skal have en god dag, men vi skal også have en pokal med hjem.”
Kenneth Madsen skal følge op på sejren (Foto: Rallyfotografen)
De svenske arrangører har meget klare forventninger til duoen fra Suzuki Motorsport. De har nemlig fået startnumre som henholdsvis 6 og 9 i det 138 bils store felt.
”Et eller andet sted er der noget at leve op til,” indrømmer Anders Lysen. ”Jeg ved, at det bliver hårdt at skulle følge Kenneth. Jeg skal nok gøre en rigtig god figur og gøre alt for at komme i top 10, og mine ambitioner på Kenneths vegne er, at han får en placering mellem top 5 og top 10.”
Suzuki Motorsport
Teamchef Anders Lysen
Læs mere om: Anders LysenKenneth Madsen |