”Det er en gammel drøm om det at køre race i udlandet, som jeg nu vil have opfyldt,” siger den tidligere DTC-mester. ”Jeg har været med herhjemme i 38 år, så jeg har snart prøvet, hvad der er at prøve i dansk motorsport. Ikke at forklejne det. Det har været rigtig sjovt, men det er svært at hidse sig op til at skulle i gang med den samme bil i den samme klasse en gang til.”
Michael Carlsen er klar til at indtage Frankrig med sin nye Peugeot. (Foto: Carlsen Motorsport)
RCZ Racing Cuppen, som Michael Carlsen skal køre i, er en helt nye racerklasse, hvor alle deltagerne kører med identiske Peugeot RCZ-modeller. Visuelt minder de meget om gadeudgaven af den franske sportsvogn, men der er foretaget en række ændringer, så den er mere raceregnet.
”Den er bygget rigtigt op med meget fin elektronik i bilen,” forklarer Michael Carlsen. ”Den har en 1,6 liters motor med turbo, som yder 250 hestekræfter, og det er ikke specielt mange i en turbomotor, og det er også derfor, at vi har fået oplyst, at vi kan køre hele sæsonen med motor og gearkasse uden at røre ved dem. Det er jo ikke ligefrem det, vi har prøvet før.”
Det er blevet til en halv testdag på den franske Grand Prix-bane i Magny Cours, men ellers er det om ikke dybt vand, så dog ukendte baner, Michael Carlsen kaster sig ud på til sit Tour de France, som starter i den sidste weekend af april. Det sker på Ledenon-banen vest for Avignon.
”Jeg har set en tegning af banen, og det er det, jeg ved om den,” indrømmer racerkøreren fra Vissenbjerg. ”Der er et løb lørdag og et løb søndag, og så er der normalt træning fredag, men denne gang har vi mulighed for at få to træningspas torsdag, og dem kører jeg, for jeg skal lige have bilen lidt mere ind under huden.”
Michael Carlsen ser frem til mødet med de franske racerbaner. (Foto: Carlsen Motorsport)
Michael Carlsen kender intet til sine konkurrenter og har derfor heller ikke nogen idé til, hvor i feltet han vil kunne placere sig.
”Hvis vi skulle køre på Jyllandsringen, skulle jeg nok ordne dem, det er jeg ikke et sekund i tvivl om, men nu kommer jeg altså ned til dem. Hastighederne er lidt anderledes, svingene er anderledes. Hvis jeg kan køre blandt de 5-6 bedste, så er det vel fint,” siger Michael Carlsen. Helt ubekendt med motorsport i udlandet er han dog ikke.
”Jeg havde rigtig mange gode sæsoner i udlandet i starten af min karriere, hvor jeg kørte gokart. Jeg glæder mig rigtig meget til det, og det med at køre race i udlandet har jeg altid synes har været rigtigt skægt. I min gokarttid kørte jeg mod nogle af dem, som siden har kørt Formel 1. Det har været sjovt at se, hvor langt de er nået, men dengang kunne de reelt ikke mere end det, jeg kunne.”
Udover det kommende premiereløb på Ledenon-banen planlægger Michael Carlsen yderligere to starter i Frankrig, hvor han bl.a. skal køre på Le Mans-banen, og så arbejder han også på at komme til start til Grand Prix på Jyllandsringen i slutningen af august.
Carlsen Motorsport
Se hvad det er Carlsen skal køre, i denne video fra RCZ Racing Cup: Peugeot Sport - RCZ Peugeot Sport - Reveal by peugeot-sport-official
Læs mere om: Michael CarlsenLédenon29/04/12 - Lédenon - RCZ |