MotoCross 17/04/12
|
|
– Kaduuz Racings DMA 1. afd Første afdeling af DM i Motocross blev en lidt blandet fornøjelse for Kaduuz Racing og deres trofaste væbnere, der dog alle gjorde deres ypperste for at sparke sæsonen i gang med succes. Vejprofeterne hos DMI havde lovet solskin over Nisseringen på dagen, men det solskin gemte sig godt og stilfærdigt bag skyerne løbet igennem, imens spredte regnbyger i stedet gjorde deres for at gøre det svært for kørerne, de mange tilskuere og ikke mindst underlaget i Kaduuz Racing teltet. |
Skader, uheld og småfejl prægede kørslen, men alligevel var billedet soleklart da støvet (mudderet) først havde lagt sig – Nicolai M. Hansen, Rasmus K. Jørgensen og Thomas Mindegaard overkom, tog bestik og udnyttede, og kunne derfor til slut se tilbage på en dag hvor indsatsen og fighterviljen satte dagsordenen til slut. Alle småbump til trods.
Rasmus startede dagen med at vinde sit kval. heat, og det endda med sin brækkede langfinger som aldeles uvelkommen passager. En skade der kom til at genere Rasmus yderligere i dagens to pointgivende heat, hvor han dog alligevel kørte to usvigeligt sikre andenpladser i hus. Rasmus’ egen målsætning havde været top 5, så en samlet andenplads er derfor et godt udgangspunkt til resten af DM serien. En serie hvor Rasmus nu vejer tungt til i favoritskålen.
Nicolai M. Hansen er forsvarende Danmarksmester, men i år har Kaduuz Racings lange nr. 2 fået endnu mere modstand at slås med. Stefan Kjer Olsen er kommet op fra MX2, og det blev da også med Stefan at Nicolai skulle kæmpe om sejren i første heat. En sejr som hårdt tilkæmpet landede hos Kaduuz Racing og Suzuki, da Nicolai som sædvanligt trak et ekstra gear op af hatten for at holde en sprudlende Stefan bag sig. I andet heat var billedet det samme, blot med Stefan forrest, og Nicolai som jagtende forfølger. Endnu en episk kamp var under opsejling, men ak. Nicolai ramte i stedet frigearet over et hop, og tabte cyklen, der efterfølgende tog en del skade. Heldigvis kunne Nicolai uskadt stig ombord igen, og fik imod alle odds kørt en sjetteplads hjem. Nok til den samlede tredjeplads på dagen. Og det er jo som det gamle mundheld går, ”mesterskabet vindes på de dårlige dage”.
Thomas Mindegaards dag var heller ikke uden huller, og første heats øjeblikkelige 11. plads, blev i stedet vekslet til en plads som nr. 16, da en omgangskører desværre fik trukket Thomas med sig ned i et styrt. Derefter var det op af bakke for teamets elegante #411, der samtidig kunne notere sig et enkelt point i andet heat, efter et løb uden det så livsvigtige flow.
Alt i alt en dag hvor skader og uheld altså kunne have taget styringen og overskrifterne, men hvor mandsmod, fightervilje og det med at være stabil gjorde det i stedet.
Næste afdeling er i Svendborg d. 13/5.
Kaduuz Racing Læs mere om: Kaduuz Racing |