Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Seværdigheder på Sepang

Formel 1 
23/03/12 

Kampene i kampene
Årets andet løb køres på søndag - og er som sådan allerede så småt i gang. Australien gav underholdning og totalt overlegenhed til McLaren. I Malaysia kan vi få indikationer på om McLaren har været de geniale i år, eller om feltet er samlet og klar til den store konkurrence. Vi kan også indikationer på det interne styrkeforhold i flere teams.
 

Drømmescenariet for en sæson vil være et år med tæt kamp om VM titlen, tre, måske fire, kørere, der er med i kampen stort set til den bitre ende. Og så gerne sejre til både McLaren, Red Bull, Ferrari, Mercedes og Lotus - og derudover podiepladser til Sauber, Force india og Williams. Det ville give en mindeværdig sæson. Mindre kan dog også gøre det, og det ender det jo nok med!

Mens Button var overlegen i Australien og Hamilton tydeligvis var lettere utilfreds, er kampen i teamet dog langtfra afgjort. Button er den pæne dreng, som næsten var blevet glemt, inden han hentede en VM titel i 2009. Siden er han bare blevet bedre. Hamilton var verdensmester året før - og han er ikke blevet bedre, han ramte F1 med et utroligt højt niveau, men har ikke udviklet sig meget siden. Men han vil gerne være kongen i McLaren og det piner ham hver gang Button er bedre - samtidig er forventninger fra specielt den engelske presse også stort. Hamilton vil kæmpe alt hvad han kan i Malaysia for at vise at han og Button er jævnbyrdige, han har ikke råd til at Button kommer til at virke som en reel nr. et i teamet. To gange hurtigst i træningen fredag, understreger denne trang til at markere sig. Den interne kamp hos McLaren kan blive intens.

Hos Red Bull er situationen mere afklaret. Her er Vettel kongen og Webber har en kamp for at vise at 2011 er fortid, og at han kan være en del af fremtiden. Fordelen for Webber er, at ingen regner med at han er bedre end Vettel, så bare han er i nærheden af ham, er prøven bestået. Om det så er nok til at få en kontrakt med teamet for 2013 er et helt andet spørgsmål.

Også hos Ferrari er der rimelig godt styr på magtfordelingen og i Australien var der ingen der gjorde meget for at ændre på det. Alonso kørte bedre end man kunne forvente, for at hente en uspændende placering. Massa derimod trillede ligegyldigt rundt og virkede mest som en der ikke gad kæmpe. Ferrari har været ude i dag og erklære ham deres tillid. At det er nødvendigt efter kun ét løb, siger noget om hvor presset han egentlig er, og nok også hvor usikkert han faktisk sidder i sædet hos Ferrari.

Mens Red Bull og Ferrari har en vis form for ro på de indre linjer, ser det anderledes ud hos Mercedes og Lotus. Michael Schumacher startede sæsonen godt, og efter i to år at have været sat i skyggen af Rosberg, virker han i år parat til at kæmpe for sin placering. Rosberg på sin side risikerer mere end såret stolthed hvis Schumacher kører fra ham. For hvis han ikke kan sætte en årig 43 gamling på plads, kan han så noget?

Hos Lotus er kampen mellem de to tilbagevendte; Grosjean og Raikkonen. Bilen viste gode takter i Australien, mens Raikkonen fejlede i kvalifikationen. Så det reelle styrkeforhold mellem de to har ikke rigtig været testet. Det kan godt komme til at give et par gnister.

Heller ikke hos Force India er styrkeforholdet afklaret - i virkeligheden er er nok meget lidt er adskiller Hülkenberg og di Resta, udover dagsformen. Hos Williams virker Maldonado som om han har kortene på sin hånd, mens Senna virker lidt som om han endnu engang ikke helt ved hvad han skal stille op.

Så de interne kampe er i højsædet i Malaysia - selvom det samlede resultat jo bestemt er det væsentlige. Her kommer kampen sikkert til at stå mellem Red Bull og McLaren. Selvom Mercedes har klaret sig nydeligt i fredagens træning, tror jeg ikke helt på dem i kampen om en sejr - ikke endnu.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Sepang
  • 25/03/12 - Sepang - Formel 1
  •