Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rallycross

Nordjysk EM-sølvvinder kører efter guld i 2012

Rallycross 
02/03/12 

I 2011 blev Ulrik Linnemann fra Motorsport Nordjylland (MNJ) kåret som vice-europamester i Rally Cross (RC). Nordjyden hjemkørte sikkert EM-sølvet 2011 i den krævende løbsserie, som strækker sig over løb i 10 nationer: England, Frankrig, Østrig, Ungarn, Norge, Sverige, Belgien, Holland, Finland og Tyskland.
 

- 2011 blev virkelig min gennembruds-sæson i Europamesterskabet, konstaterer Ulrik Linnemann. - Efterhånden har jeg lært EM-banernes små hemmeligheder at kende, og samtidig får jeg efterhånden konkurrence-overskud til at vælge mine fights mod konkurrenterne med omhu. Jeg scorede således placeringspoints i 9 ud af 10 EM-afdelinger i 2011, og kvalificerede mig til 8 af de 10 A-finaler.


Der bliver gået til makronerne i EM-serien
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

De forøgede krav til passiv sikkerhed i hverdagsbilerne har bevirket en vægtforøgelse på over 100 kilo. Først til 2011-sæsonen slog dette fuldt i gennem til reglementet for Super 1600, som er fastsat af det internationale bilsportsforbund: FIA. Her blev minimumsvægten hævet med 50 kilo til 1.000 kilo (incl. kører), hvor Ulrik Linnemann’s Peugeot 207 Super 1600 tidligere var 70 kilo for tung.


Ulrik Linnemann blev hædret som ÅRETS MOTORSPORTSTALENT OFF ROAD af DASU’s præsident: C.C. Hansen ved Dansk Motorsport Award 2011
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

Linnemann Motorsport er også med i Team Danmark-satsningen inden for firehjulet motorsport, som koordineres af Dansk Automobil Sports Union (DASU). Som et fornemt skulderklap blev Ulrik Linnemann hædret for sin flotte EM-præstation ved Dansk Motorsport Award 2011:
- Det var en dejlig oplevelse med 1.100 festklædte motorsports-fans i et totalt udsolgt Cirkusbygningen i København. Her fik jeg overrakt ÅRETS MOTORSPORTSTALENT OFF ROAD af DASU’s præsident: C.C. Hansen.

EM-premieren 2012 er henlagt til Lydden Hill lidt sydøst for London i England:
- Vi er fuldt klar til at give fuld gas fra allerførste konkurrencemeter. Peugeot 207’eren har fået et gennemgribende hovedeftersyn, hvor alle komponenter i bilen er checket op. I løbet af vinteren er racer-motoren blevet trimmet og finjusteret hos Alternative Engineering i Slangerup. Desuden har nordjyske Arne Staun Motorsport hjulpet med at justere undervognen således, at vægtfordelingen på hjulene forbliver optimal.


Ulrik Linnemann scorede et sikkert EM-sølv i Super1600 med sin Peugeot 207 Super 1600
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

- EM-sæsonen for den tunede 1,6 liters-klasse: Super1600 bliver virkelig tæt i 2012, fortsætter Ulrik Linnemann. – Ærkerivalen og regerende europamester: Andreas Bakkerud fra Norge stiller til start i en Renault Twingo. Det bliver formentlig mod nordmanden, at jeg skal fighte mest om frontplaceringerne. Dog viste polakken: Krzysztof Skorupski i VW Polo stærke takter i efteråret 2011.

Til trods for en fuld EM-sæson sætter Linnemann Motorsport en stor ære i gæstebesøg til den danske RC-liga.


Ulrik Linnemann fik lejlighed til at takke sine mange danske fans ved sin gæsteoptræden på RC-stadionet i Nysum sidste år
(Foto: Åge Keseler Kirketerp)

- Underlaget i Rally Cross skifter mellem asfalt og grus/kridt flere gange på hver baneomgang, afslutter Ulrik Linnemann. – Derfor er EM-serien henlagt til sommerhalvåret, hvilket uvilkårligt vil give datosammenfald med de danske løb. Desværre kan jeg ikke køre med på hjemmebane i Nysum i løbsweekenden: 11.-12. august, da dette kolliderer med EM-afdelingen i Holland. Dog er jeg på startlisten til DM-premieren på Løvel Banen (4. maj).

Motorsport Nordjylland

Åge Keseler Kirketerp

Læs mere om:
  • Ulrik Linnemann
  •