Teamchef Johnny Vejlebo Nielsen forklarer:
’Teamet har været aktivt i mange år, og vi har især i Peugeot Spider Cup sat nogle eftertrykkelige fodaftryk med mesterskaberne i 2010 og 2011’
Det er med vemod, at denne periode går på hæld for den aktive Peugeot-forhandler. Lysten til fortsat at være med i motorsporten mangler ikke, men der er absolut ikke tid til selv at køre. Det er også kun blevet til meget lidt konkurrencekørsel, mens der er blevet brugt energi på at få Peugeot Spider Cup løftet fri af det lidt kedelige omdømme de første par år gav.
’Sidste år var jeg teamejer og samtidig klasserepræsentant, og det betød desværre, at jeg tit fik revet i næsen, at mine kommentarer om kørslen på banen var farvet, fordi jeg selv havde biler derude. Jeg er stadig klasserepræsentant, men nu behøver jeg ikke veje mine ord på en guldvægt!’
Beslutningen om at nedlægge teamet har naturligvis nogle følger. Rent praktisk betyder det, at bilerne nu er til salg eller leje, men for sidste års mester, Allan Olsen, betyder det meget mere.
’Jeg har kørt for Gogo Vitesse i flere år og ville gerne have fortsat, men jeg har fuld forståelse og respekt for Johnny’s beslutning. Jeg forhandler i øjeblikket med et nyt team, og falder alt på plads, så er jeg også på banen i år’
Trods de bidende temperaturer er der begyndende grøde i luften for klassen. Biler er blevet handlet, og der er flere følere fremme. Der vil være et mere klart billede efter den 22. februar, hvor der er møde i Peugeot Spider Cup om denne sæson. Læs mere om: Allan OlsenJohnny Vejlebo Nielsen |