Det var en hård kamp for Nicki Thiim i den sidste løbsweekend på Hockenheim i Porsche Carrera Cup Germany serien. Det var ikke kun konkurrenterne der drillede, men så sandelig også bilen, eller rettere dækkene.
Som i de andre deltagende klasser på Hockenheim i weekenden, så var også Nicki Thiim plaget af meget lave asfalttemperaturer. Det meste af tiden, lå denne temperatur under 5 graders varme. Og så er det ikke nemt at finde det nødvendige bid i dækkene.
(Foto: Natascha Theisen)
Både teamet og Nicki Thiim prøvede ellers alt muligt for at finde det ekstra greb som var nødvendigt, men desværre lykkedes det ikke trods ihærdige anstrengelser. Det resulterede i at Nicki Thiim i kvalifikationen måtte nøjes med startplacering som nummer 10.
"Det har været ekstremt koldt på Hockenheimring i denne weekend, så vi havde enorme problemer med i det hele taget at få varme i dækkene. Da vi så endelig fik det, var der for lidt tid tilbage til at kunne køre en rigtig hurtig omgang. Så jeg måtte bare prøve at få det bedste ud af det fra min startplacering. Men feltet er meget tæt så det bliver en vanskelig opgave."
(Foto: Natascha Theisen)
Straks da starten gik i selve løbet på en stadig meget kold asfalt, lykkedes det for Nicki Thiim at avancere frem til syvendepladsen, blot for at finde Jeroen Bleekemolen lige foran sig. Jeroen Bleekemolen skulle besejres for at Nicki Thiim kunne sikre sig den samlede tredjeplads i serien.
Nicki Thiim prøvede alt hvad han kunne, men han skulle kæmpe ligeså meget med dækkene som konkurrenten. Det blev så heller ikke bedre af at nu nærmede der sig flere konkurrenter bagfra. Det lykkedes dog for Nicki Thiim at bevare sin position. Sammenlagt slutter Nicki Thiim på en fjerdeplads i Porsche Carrera Cup Germany 2011. Og på godt jysk kan det vel betegnes som værende 'Ik' så ring endda' selvom ambitionerne var højere.
(Foto: Natascha Theisen)
Efter et års pause fra serien, var Nicki Thiim altså tilbage og sluttede som førnævnt på en samlet fjerdeplads. Og allerede nu kan Nicki Thiim løfte sløret for at han arbejder på at køre i samme serie et år mere, og måske også i en anden Porsche relateret serie.
Natascha Theisen Media Office Theisen Læs mere om: Nicki ThiimHermes Attempto Racing |