Luften er 22 grader og asfalten 34 grader og alle er klar til at rulle ud på Suzuka banen til den tredje og sidste fri træning inden kvalifikationen senere.
Jenson Button har været den hurtigste kører i de to første frie træninger og spørgsmålet er om at han kan bevare denne position også i denne session.
Der er dog lige en række installationsomgange der skal overståes først, og det er efter 15 minutter at den første tid sættes. Det er Williams køreren Pastor Maldonado der står for den. 1.41.979 lyder den på.
Der er dog en rimelig begrænset aktivitet på banen de efterfølgende minutter. Efter 24 minutter kommer der rødt flag. Det er Lotus Renault GP køreren Bruno Senna der kommer lidt for langt udover kerb-kanten hvilket i dette tilfælde får bilen til at spinne og han havner i barrieren. Bilen er ilde tilredt, men Bruno Senna er dog forholdsvis uskadt. Han har dog slået sig noget, men tilsyneladende ikke alvorligt.
31 minutter inde i sessionen bliver der igen åbnet for træningen. Det virker også som lidt af et signal for kørerne der har travlt med at teste de to dæktyper.
Jenson Button i McLaren sætter en tid der holder de sidste minutter af denne session. Lige efter sig har han teamkollegaen Lewis Hamilton og med Sebastian Vettel i sin Red Bull racer på tredjepladsen.