Problemstillingen opstod efter Jan Magnussen i fredagens kvalifikation kun nåede en omgang på tid, før koblingen på hans Camaro røg. Han måtte derfor nøjes med 33. bedste tid, hvilket dog blev til en startplacering som nummer 32, da en konkurrent efterfølgende blev diskvalificeret. Men da omgangstiderne fra heat et afgør startplaceringerne til heat to, kunne Jan Magnussen og Fukamuni Racing have valgt at holde Jan ude af kampen om placeringer og i stedet gå efter en hurtig omgangstid. Det ville have været nærliggende, da Jan Magnussen grundet sine forpligtelser for General Motors i USA ikke kører efter mesterskabet, men til de mange tusinde tilskueres store fornøjelse valgte Jan og teamet, at der skulle køres ræs og så måtte man se, hvordan man efterfølgende stod til heat to.
(Foto: Jan Kaiser)
For Jan Magnussen, Fukamuni Racing og publikum viste det sig, at valget havde været det hel rigtige. Jan Magnussen var i sin Camaro flyvende. Fem konkurrenter blev passeret gennem de to første sving, men netop ved starten på anden omgang skete der et sammenstød, der gav gult flag og safetycar. Oprydningen tog desværre hele fem omgang, så da løbet igen blev givet frit, var der kun tre omgange tilbage at avancere i. Jan overhalede den ene konkurrent efter den anden og da målflaget faldt, var han kommet op på niendepladsen og havde til stor underholdning for publikum overhalet hele 23 biler på kun 4 omgange. Selvom der ikke havde været nogle frie omgange, var Jans omgangstid god nok til en startplacering som nummer fire til heat to.
(Foto: Jan Kaiser)
I andet heat lavede Jan Magnussen endnu en god start og kom op på andenpladsen, men på den meget lange langside manglede Magnussen dog lidt topfart og bagfra kom den finske mester Jesse Krohn. Han tog positionen tilbage fra Jan, hvilket blev indledningen på en løbslang kamp mellem de to. Midtvejs i løbet lykkedes det Jan at komme forbi igen, men resten af løbet var Krohn klistret til bagkofangeren. Oppe foran havde Fredrik Ros skabt et hul og kørte sejren hjem foran Magnussen og Krohn. Jan havde undervejs sat løbets hurtigste omgang, hvilket ledte tankerne hen på, hvad resultatet kunne have været, hvis man havde valgt at gå efter tiden i heat et.
(Foto: Jan Kaiser)
”Det er den sjoveste weekend, jeg har haft i Camaro Cup og det siger ikke så lidt” sagde en glad Jan Magnussen efterfølgende. ”Jeg er så glad for, at vi valgte at køre ræs. Det har jeg ikke fortrudt. Det har været vildt sjovt og at vi så oven i købet får en andenplads med hjem, er bare super fedt. Jeg er glad for, at jeg fik lov at vise publikum og ikke mindst gutterne i teamet lidt godt ræs. Vi fik vist flaget og alle i teamet er glade og tilfredse. Vi kunne have valgt den anden løsning, men det havde jo ikke givet garanti for en sejr. Vi mangler topfart i forhold til konkurrenterne, så selvom jeg fik hurtigste omgang, så ville jeg have haft rigtig svært ved at forsvare mig på langsiden, for blandt andre Ros kørte bare stærkt på langsiden. Men nu fik vi kørt en andenplads hjem på den fedeste måde. Min duel med Krohn var rigtig fed. Der blev ikke givet ved dørene, men der blev kørt fair og med respekt, så stor ros til Krohn”.
Også Fukamuni Racings anden kører Martin Hansen, havde en god weekend. I første heat kørte han sig fra en startposition som nummer 25 frem til ellevte pladsen og i andet heat fik han en tilfredsstillende placering som nummer tretten.
Jan Magnussen rejser søndag til Atlanta, USA, hvor han i den kommende weekend skal køre for Corvette Racing ved Petit Le Mans, der samtidig udgør årets sidste afdeling i den Amerikanske Le Mans Serie.
Læs mere om: Jan MagnussenMartin HansenFukamuni RacingMantorp Park24/09/11 - Mantorp Park - Camaro CupFukamuni Racing tager til USAJan Magnussen tæt på ikke at komme til startMantorp Park - Grande Finale - 1. løbMantorp Park - Grande Finale - 2. løbMantorp Park - Grande Finale - kvalifikation |