Superbike - DK 18/08/11
|
|
Fjerde DM-runde blev søndag eftermiddag kørt på FDM Jyllandsringen Søndag blev den fjerde runde af Danmarksmesterskaberne i Road Racing for motorcykler afviklet på FDM Jyllandsringen, og det blev en løbsdag, hvor vejrguderne også havde en finger med i spillet – og dermed resultatet. Løbsdagen startede i solskin, men som dagen skred frem, trak skyerne ind over racerbanen ved Silkeborg, hvilket udløste en række regnvejrsløb med flere styrt, som dog kun krævede materiel skade. |
Hurtigste felt på FDM Jyllandsringen var Super Bike og Super Sport, der startede sammen. Her kunne unge Simon Tirsgaard, Give, sikre sig sæsonens første sejr i Super Bike, hvor han dog profiterede af den tidsstraf, som storbror Steven blev tildelt efter en tyvstart.
Da først regnen kom, var Ulrik Døssing Nielsen suveræn på FDM Jyllandsringen. (Foto: Morten Alstrup)
De to klassers andet løb blev kørt på en våd bane, og de svære forhold blev understreget af, at omgangstiderne typisk var 15-20 sekunder langsommere. I regnen var Ulrik Døssing Nielsen, Kjellerup, suveræn, da han i Super Bike-klassen var godt halvandet sekund hurtigere end sine konkurrenter. Pr. omgang vel at mærke. Her gik sejren i til Super Sport til René Torpsgaard, Fåborg, der dermed fik revanche for nederlaget i første heat, hvor han kæmpede om sejren med John Høj, Hornslet, men faldt tilbage med motorproblemer.
De to Rookie-klasser havde det sværest i regnen. Det første løb i Rookie 600-klassen måtte stoppe efter en række styrt, da regnen kom, men i de to efterfølgende løb var der ingen tvivl om, at Bonny Laursen, Horsens, var hurtigste mand. I Rookie 1000-klassen gik sejren i første løb til Lars Ebbesen, Varde, mens Mathias Poulsen, Slagelse, vandt det andet løb.
John Høj (71) blev vinder af det ene Super Sport-løb. (Foto: Morten Alstrup)
Sidste motorcykelklasse på FDM Jyllandsringen var feltet af klassiske racere, hvor man kunne hæfte betegnelsen veteran på såvel mand som maskine på den vindende ekvipage i første løb. Det var nemlig en af topkørerne fra 80ernes Road Racing-sport, Kim ’Ræs’ Jensen, Sverige, der vandt på en 25 år gammel Suzuki, mens Mike Spile, Hillerød, vandt andet løb på en lige så gammel Ducati.
DTC Motorsport A/S Læs mere om: Ulrik Døssing NielsenJyllandsringen |