Sommerferien er i mere end en forstand overstået for Kean Kristensen. Snart begynder han på handelsskolen i Lyngby, men anden halvdel af årets sæson i Formel ADAC Master tager han også hul på. I weekenden den 13.-14. august er den 16-årige racerkører fra Herlev nemlig i Østrig, hvor han deltager i den femte af årets otte mesterskabsafdelinger. Det sker på Red Bull Ring, der tidligere har lagt asfalt til landets Formel 1 Grand Prix.
”Stedet og anlægget er rigtig fedt. Banen er utrolig kuperet, for den ligger på den sydlige side af en stor bakke,” siger Kean Kristensen. ”Banen er også lidt speciel, fordi den har nogle sving, der går ned ad bakke samtidig med, at de er hurtige. Der er også sving, der nærmest lukker én inde i udgangen af dem.”
Når Kean Kristensen kører ud til den første test på Red Bull Ring torsdag, er det ikke første gang, at han er på den specielle bane.
Kean Christensen med mentor Casper Elgaard (Foto: Motorsporten.dk)
”Vi havde en todages test tidligere på året, hvor jeg lærte den at kende, så når jeg kommer ud på banen, er det ikke noget nyt for mig,” forklarer han. ”Da jeg testede, havde jeg nogle problemer med overstyring, men min teamkammerat kørte rigtig hurtigt, så vores biler virker. Men når jeg kommer til en bane anden gang, går det som regel meget, meget bedre end første gang.”
”Jeg tror, at det skyldes, at man kender stedet. Man tænker bare, Her har jeg da været før, og så kører man ud og gør, som om man har kørt der i et år. Min test på Zolder var heller ikke særlig god, men da vi kom til løbet, var det ti gange nemmere. Der sker et eller andet i hovedet på en – så sidder banen der bare.”
Kean Kristensen får dog rig lejlighed til at forberede sig optimalt til det kommende løb. Denne gang er hans mentor – den firdobbelte DTC-mester Casper Elgaard – atter med ham, og han kommer ud at køre på Red Bull Ring, inden det bliver alvor. Alene torsdag får han næsten to-og-en-halv times test på banen, hvor han om fredagen også får en test, inden den officielle træning starter.
”Jeg vil fokusere på at gøre mit bedste. Fokusere på at få gjort alt rigtigt ude på banen i stedet for at jeg skal fokusere på en bestemt placering,” siger Kean Kristensen om sin indgang til løbsweekenden.
”Det bliver nok lige så hårdt som alle de andre gange. Vi er halvvejs igennem sæsonen, så alle har udviklet sig meget fra første løb, og det har jeg også gjort. Alle kender alle, så det er ikke blevet nemmere, vil jeg sige. Og det bliver heller ikke nemmere. Det er positivt, at ingen af os har kørt race på banen, og halvdelen af teamene har haft to testdage, så alle er på rimeligt samme niveau.”
Læs mere om: Kean KristensenRed Bull Ring14/08/11 - Red Bull Ring - ADAC GT Masters |