Rally Sprint 20/07/11
|
|
Suzuki Motorsport var i weekenden til start i det traditionsrige NCC Rallysprint, der blev kørt i den store grusgrav ved Gammelrand øst for Kalundborg.
Holdet deltog med to af sine Suzuki Swift Sport-modeller i gruppe N, og en af dem blev styret af en ’ny’ kører, men dog et velkendt ansigt i teamet. Det var John Madsen, Dianalund, der normalt fungerer som andenkører for Anders Lysen, Sorø, og som indgår i serviceteamet, når der kæmpes om DM-point. |
”Jeg vidste slet ikke, at jeg skulle ud at køre, for det var mine drenge, som havde meldt mig til,” fortæller John Madsen, der trods mange år i rallysporten blot har været chauffør i enkelte klubrallyer, indtil hans ældste søn, Kenneth Madsen, Dianalund, havde fået kørekort. I Gammelrand var det en anden søn – Jacob – der agerede co-driver.
René Harms var i kamp med teamets mekaniker John Madsen (Foto: Suzuki Motorsport)
”Det var sjovt at komme ud at køre i Swiften, når jeg nu selv har været med til at bygge den,” siger John Madsen om sin kørerdebut. ”Bilen kører utrolig godt, og man får hurtigt et fint flow i den. Det var sjovt selv at køre, for jeg har siddet ved siden af mange gange i Gammelrand, så jeg kendte prøven 100 %, men det er anderledes, når man selv skal finde bremsepunkter og styre. Men det gik godt.”
John Madsen kæmpede i den store grusgrav med en anden bil fra Suzuki Motorsport. Det var René Harms, Nørre Alslev, der til dette løb også havde sin søn – Frederik – med som co-driver.
”Det gik rigtig, rigtig godt i første heat, hvor vi slog John med et sekund, men så var vi så uheldige at knække en trækaksel i andet heat, fordi prøven er så hård,” fortæller René Harms. ”Vi satsede så hele butikken i de to sidste heat, for vi vidste, at vi skulle tage os i akt for John. Han slog os, men vi havde en rigtig god kamp.”
I de to sidste heat var John Madsen henholdsvis tre og fire sekunder hurtigere end René Harms, og de sluttede derfor i nævnte rækkefølgen på fjerde- og femtepladsen i deres klasse.
”Ja, når først, man får styrthjelmen på, så går der konkurrence i det,” konstaterer John Madsen, der nu vender tilbage til sin vante rolle, næste gang Suzuki Motorsport skal i aktion. Enten som kortlæser eller som mekaniker.
Anders Lysen
Suzuki Motorsport
Læs mere om: Gammelrand |