Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

European Touring Car Cup

Michel Nykjær kæmper om EM i Chevrolet

ETC Cup 
19/07/11 

I den kommende weekend går Michel Nykjær endnu engang til angreb på FIA’s officielle Euro Cup for standardvogne, der i år afvikles på Salzburgring i Østrig. Men det bliver ikke i hans velkendte Seat Leon fra VM-serien, at racerkøreren fra Næstved skal forsøge at genvinde den titel, han vandt i både 2007 og 2008. Det bliver i stedet i en Chevrolet Cruze!
 


(Foto: FIA WTCC)
”I Euro Cuppen er det ikke muligt at bruge biler med de nye turboladede 1,6 liters motorer fra VM-serien,” forklarer Henrik Lind fra Pole Position Denmark. ”Vi har derfor undersøgt mulighederne for at Michel alligevel kunne være med i EM-løbet, og her har vi indgået en aftale med Chevrolet Motorsport Sverige, der kommer med en Cruze-model og hele teamet fra den skandinaviske serie.”

Netop Chevrolet er velkendt for Michel Nykjær. I 2008 vandt han Euro Cuppen i en af mærkets biler, og året efter var det i en Chevrolet, at han tog sit andet mesterskab i Danish Touringcar Championship.

”Jeg glæder mig meget til at komme tilbage til Salzburgring, hvor jeg vandt i 2008, og specielt til at køre i Cruzen, der er en meget bedre bil end den Lacetti, jeg dengang vandt med,” siger Michel Nykjær.

”Bilen er fuldt opdateret og den skulle være rigtig god. Den kører med en motor bygget op efter sidste års VM-reglement, men her var Cruzen sidste efterår helt på højde med den TDI-bil, jeg kørte, og den vandt flere løb. Jeg tror, at vi kan være med i toppen og har en god chance for at vinde.”

Michel Nykjær har noget at leve op til i FIA’s European Touring Car Cup. I 2007 tog han titlen på Adria-banen i en Seat Leon. Årets efter sejrede han i en Chevrolet Lacetti på Salzburgring, og sidste år blev han den mest vindende kører i mesterskabet med sejre i de fire løb, han stillede op i. To af dem var på Salzburgring, hvor han har vundet tre af sine i alt fire starter!

”Der er nogle stærke konkurrenter denne her gang,” siger Michel Nykjær om årets modstandere. ”Tomas Engström har været stærk på banen. Pepe Oriola i TDI’eren er altid hurtig, og så er der Fabrizio Giovanardi i Hartmanns Honda. Han er en utrolig dygtig kører. Det er nok mellem os fire, at kampen kommer til at stå.”

Michel Nykjær får ikke mulighed for at teste Chevrolet Cruzen forud for løbet, men derfor vil han alligevel ikke føle sig helt fremmed, når det går løs på Salzburgring i weekenden.

”Jeg kender teamets ingeniør, som også var ingeniør for mig, da jeg kørte et 6-timers løb i en Porsche i Italien,” forklarer Michel Nykjær. ”Han er virkelig dygtig og har danske rødder, så jeg tror nok, at jeg kommer til at føle mig hjemme.”


Læs mere om:
  • Michel Nykjær
  • Pole Position Denmark
  •