Det var den Ferrari 360, som René Rasmussen, Frederikssund, sad bag rattet af. Nordsjællænderen blev en sikker vinder af første heat, selv om Christian Overgaard, København, var forholdsvis tæt på ved det ternede flag, men i det andet heat – hvor feltet startede i omvendt rækkefølge – havde René Rasmussen for travlt med at avancere. Inden løbet var givet helt frit, havde han således passeret tre konkurrenter, og det kostede ham en stop-and-go-straf, som reelt umuliggjorde en gentagelse af sejren. Den gik i stedet til Christian Overgaard.
René Rasmussen vandt to sejre i Ferrari Scandinavia Challenge på Padborg Park (Foto: Morten Alstrup)
Christian Overgaard så også ud til at skulle vinde tredje og sidste heat, som han havde ført fra start, men han var under mere eller mindre konstant pres fra René Rasmussen, som formåede at finde en vej forbi og tage søndagens anden sejr. Bag dem var der også kamp om tredjepladsen, som gik til Joakim Rasmussen, Frederikssund, foran Allan Jørgensen, Slangerup.
Klassen, som leverede mest dramatik og underholdning på Padborg Park, var atter Legend Car Cuppen, hvor det ved dagens afslutning var Mikkel C. Johansen, Slagelse, der kunne hente de største pokaler efter afslutningen af de tre heats.
Vestsjællænderens vej til førstepladserne var dog vidt forskellig. I det første heat startede deltagerne i omvendt rækkefølge af tidtagningsresultatet, hvilket betød, at Mikkel C. Johansen skulle starte som nummer 16 i den bageste ende af feltet, hvor også favoritter som Nicholai Sørensen, Sindal, Mads Caprani, Randers, og Kenneth Jensen, Langå, befandt sig. Mikkel C. Johansen og Mads Caprani fulgtes op gennem feltet, og da halvdelen af de 12 omgange var kørt, indtog de første- og andenpladsen i nævnte rækkefølge. Men nogen dyst om sejren kom der ikke mellem dem, da et angreb fra Jens Winther, Langå, sendt Mads Caprani ned i rækkerne. Til gengæld kunne Laurids Jensen, Kolding, komme tilbage på andenpladsen, men dog uden at kunne true Mikkel C. Johansen.
Mikkel C. Johansen (th.) kørte sig i første heat op gennem feltet og passerede bl.a. Bjarne Jensen (14) på vej mod sejren (Foto: Morten Alstrup)
Det andet heat førte Mads Caprani foran Kenneth Jensen og Nicholai Sørensen, mens Mikkel C. Johansen til at starte med blot lå på femtepladsen. Men kampen i den forreste fjerdedel af feltet var tæt, og da halvdelen af løbet var kørt, havde Mikkel C. Johansen fået kørt sig op på tredjepladsen. Foran sig havde han Kenneth Jensen, men denne tog sig en ufrivillig snurretur, så Mikkel C. Johansen kunne følge over målstregen som toer efter Mads Caprani. Sidstnævnte blev dog umiddelbart efter løbet idømt et tidstillæg på 30 sekunder for ikke at have gennemkørt banens chikane, hvilket rykkede ham syv pladser tilbage og gav Mikkel C. Johansen sejren.
Også i det tredje heat var der kamp om førstepladsen. Her var det til at starte med Mikkel C. Johansen og Nicholai Sørensen, som skiftedes til at være i front, men så fik Mads Caprani kørt sig op, så han kunne overtage rollen som førsteudfordrer. Men han havde så svært ved at komme forbi Mikkel C. Johansen, at Nicholai Sørensen atter kunne blande sig i topstriden. Ved afslutningen af næstsidste omgang kom nordjyden med en så sen nedbremsning, at han dels smuttede indenom Mikkel C. Johansen og Mads Caprani og tog føringen, dels skred så langt ud i det efterfølgende sving, at han mistede føringen igen. Dermed kunne Mikkel C. Johansen tage sin tredje sejr i træk.
Læs mere om: Mikkel C. JohansenRene RasmussenPadborg Park25/06/11 - Padborg Park - Danish Endurance Championship26/06/11 - Padborg Park - 1600 Challenge - DM26/06/11 - Padborg Park - 207 Spider Cup DK - DM26/06/11 - Padborg Park - Ferrari Challenge (DK) - DM26/06/11 - Padborg Park - Legends Car Cup26/06/11 - Padborg Park - Swift Challenge26/06/11 - Padborg Park - Syver Race Cup - DM26/06/11 - Padborg Park - Yokohama 2000 - DM |