Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Trackdays

Sommerferiedag for hele familien på Padborg Park

Trackdays 
21/06/11 

Trackdayklubben afholder et anderledes arrangement for hele familien.
Sommerferieperioden er så småt over os. Skolernes klokker har snart ringet ud for sidste gang, og hvad skal ungerne så? Holde ferie naturligvis. Men de skal mere end det. I hvert fald, hvis det står til Trackdayklubben, der er en aktivitet under Motor Sport Sønderjylland.
 

”Mandag den 27. juni er den første dag i skolernes sommerferie, og der er sikkert mange forældre, der allerede har ledt med lys og lygter efter aktiviteter, som de voksne og børnene kan være fælles om,” siger Lars Henrik Koch, der er formand for trackdayudvalget under Motor Sport Sønderjylland. ”Sådanne overvejelser har vi også haft i Trackdayklubben, og vi har derfor taget initiativ til at skyde skolernes sommerferie i gang med en ægte familiedag.”


Ikke bare familiebiler, men hele familien er velkommen til den næste trackday, som Trackdayklubben arrangerer på Padborg Park den 27. juni.
(Foto: Motor Sport Sønderjylland)

Normalt er det ofte familiefædrene, som deltager i Trackdayklubbens arrangementer. Ikke fordi det er en mandeklub, men muligheden for at give den gas i bilen har nu alle dage været noget, som har tiltrukket det mandlige køn, selv om der også er kvinder blandt deltagerne i banedagene. Men nu kan de alle sammen tage hele familien med – og de kan tage del i løjerne.

”Der er naturligvis mulighed for at køre stærkt på Padborg Park under kontrollerede forhold, sådan som vi plejer, men vi har også sat familiekørsel på programmet,” forklarer Lars Henrik Koch. ”Her kan de øvrige medlemmer af familien også komme med i bilen, og de behøver ikke at have styrthjelm på, som ellers er obligatorisk under vores arrangementer. Alle bilerne skal under familiekørslen nemlig køre efter en safety car, som sikrer, at tempoet ikke bliver for højt i svingene, men at der til gengæld kan gives gas, hvor det er sikkert.”

”Er der så nogle af familiemedlemmerne, der har fået blod på tanden og gerne vil opleve mere fart, så har vi efter vores familiekørsel også hot laps. Her kan de – iført en styrthjelm – få lov at opleve banen fra passagersædet i en hurtig bil.”

Men aktiviteterne for hele familien begrænser sig ikke til kørslen på banen. I pitten vil forskellige udstillere være til stede, og så afvikles der en række deciderede familieaktiviteter, hvor alle kan være med. En af dem en helt speciel familiekonkurrence.

”Hele familien – og her skal både far, mor og børn deltage – kan være med i en konkurrence, hvor det gælder om at være hurtigst til at skifte hjul,” siger Lars Henrik Koch. ”Og der er naturligvis en præmie til den hurtigste familie.”

Motor Sport Sønderjylland

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Padborg Park
  •