Mange tilskuere havde fundet vej til Løbel Banen i St. Bededagsløbet (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
- Flere kørere fra Viborg og omegn satte deres kraftige dækaftryk på arrangementet, oplyser VMK’s nybagte løbsleder Birte Donslund. - Dette gjaldt 5 RC-kørere i Super 2000-klassen med tunede motorer op til 2 liter. Femkløveret blev fulgt til målstregen af Benny Kristensen (Løvel) og Peter T. Jensen (Viborg) i Supernational, hvor motorerne nemt kan snige sig op på 2,5-3 liter.
Peder T. Jensen gik til makronerne i St. Bededagsløbet med sin Volvo 240 (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
I Super 2000 viste Løvelboen Thomas Mark god race craft i sin Citroën Xsara VTS: - I første kvalifikationsheat startede jeg ud med nogle racingdæk fra sidste år. Dette gik dog lidt for langsomt, men med nye dæk scorede jeg en andenplads blandt de 24 kørere i klassen.
Thomas Mark kørte sig frem til en toer i Super 2000 (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
Ole V. Bech fra Viborg er aktiv RC-kører både i Danmark og den tyske søsterserie (DRX) med sin Peugeot 306 GTI: - Jeg har kørt 5 sæsoner i Tyskland, og nu i gang med den sjette. I St. Bededagsløbet kvalificerede jeg mig til B-finalen, hvor jeg havde en tæt fight med Jan Petersen fra Stoholm i Opel Astra.
Ole V. Bech kæmpede en tæt fight med Jan Petersen i B-finalen for Super 2000 (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
Ole V. Bech og Jan Petersen kom gennem nåleøjet til A-finalen, og klubkammeraterne blev nr. 7 og 8 generelt i Super 2000.
Jan Petersen præsterede god race craft i sin Opel Astra (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
Nikolaj Justesen fra Tjele fik come back i sin Toyota Celica: - I 2010 var jeg selv løbsleder for St. Bededagsløbet, hvor rundbanen blev udvidet med den nye asfalt-sektion. Jeg synes, at Birte Donslund klarede sin debut godt som øverste chef for arrangementet, hvor der var 70-80 officials i sving for at give publikum en god oplevelse i majsolen. Mit eget come back gik fornuftigt, men jeg skal dog have kikket nærmere på undervognen.
Nikolaj Justesen scorede et fornuftigt come back i Toyota Celica (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
Michael Bak fra Viborg fik problemer med motoren i sin VW Golf, og måtte udgå efter tidtagningen.
I Supernational gik Peder T. Jensen til makronerne i sin vilde og voldsomme Volvo 240: - I kvalifikationsheatene havde jeg nogle millimetertætte dyster med Morten Schnack fra Hadsund i den Volvo 240, som tidligere har været kørt af Børge Vinkler fra Karup. Kun fire tiendedele sekunder manglede jeg til at være forrest i Supernational. Dette svarer til billængde over målstregen.
Peder T. Jensen blev nr. 2 i St. Bededagsløbet, og ligger også på en samlet 2. plads i DM-stillingen. Benny Kristensen kørte sig hjem på en femmer i sin Opel Manta på sin hjemmebane.
Løvelboen: Benny Kristensen scorede en 5. plads i Opel Manta på sin hjemmebane (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
Til efteråret byder VMK velkommen til DM i Folke Race samt DM-finalen i Rally Cross.
Viborg Motor Klub
I Rally Cross starter man tidligt som mekaniker (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
Åge Kirketerp Jensen Læs mere om: Løvel |