Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Camaro Cup

Jan Magnussen morede sig ved debut

Camaro Cup 
23/05/11 

Jan Magnussen havde det rigtig sjovt, da han debuterede i den svenske Camaro Cup på Mantorp Park i Sverige. Det der så ud til at blive en let sejr til Jan Magnussen og hans team Fukamuni Racing, udviklede sig til motorproblemer og masser af tæt racerløb.
 

Jan Magnussen havde i kvalifikationen sat hurtigste tid og startede første løb fra Pole Position og førte løbet fra start. Men efter kun to omgange var det slut, da motoren langsomt mistede power og Jan Magnussen måtte køre i pit fra sin førsteplads. Da startplaceringerne til andet løb blev bestemt af de hurtigste omgangstider fra første løb, lykkedes det at få Jans Camaro ud til en ekstra omgang, hvor han satte tredje hurtigste tid.


Jan Magnussen morede sig ved debut.
(Foto: Søren Jensen/Fukamuni Racing)

Fra tredje startposition kom Jan Magnussen straks i nærkampe i andet løb. Der blev kørt tæt, men Jan Magnussen kom op på andenpladsen. Men på langsiden var hans Camaro ikke så hurtig som de øvrige konkurrenters og det udviklede sig til flere tætte kampe. Der blev byttet positioner flere gange, men til sidst måtte Jan Magnussen tage til takke med en placering som nummer fire efter vinderen, den tidligere STCC mester Thed Björk, der sejrede foran den tidligere Carrera Cup mester Fredrik Ros og Alexander Graff, der blev toer i sidste års Camaro Cup.

”Det var så sjovt. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har moret mig så meget på vej til en fjerdeplads” sagde Jan Magnussen efter debuten. ”Jeg er helt vild med den serie. Der var så meget fedt ræs og det er lige før jeg må sige, at det var federe at starte som treer end fra Pole Position. I første løb kom jeg godt af sted fra Pole og kunne lave et lille hul, men så mistede jeg hurtigt power og måtte trække i pit. I andet løb, hvor jeg startede treer, blev der skubbet og maset og skiftet maling og kørt sidespejle af, men det hele var alligevel meget fair. Det gik dog hurtigt op for os, at vi slet ikke har samme topfart som de øvrige biler. De fløj forbi mig på langsiden og jeg var desværre hurtig de steder, hvor der ikke kunne overhales, så selvom jeg nok var hurtig over en omgang, så kunne jeg ikke få et stort nok hul inden den lange langside kom. Men det gav til gengæld noget godt ræs. Jeg havde et par fede dueller, hvor jeg blandt andet blev overhalet på langsiden, men kunne bremse mig forbi igen i nedbremsningen. Men nu ved vi, at vi skal have fundet nogle flere hestekræfter, så der er lidt at arbejde på. Vi skal hele tiden lære nyt, men serien og konkurrenterne har været helt fantastiske. Vi er blevet så godt modtaget og alle har været helt utrolig hjælpsomme, så til trods for resultatet, så har det været en rigtig positiv oplevelse og jeg glæder mig allerede til næste løb”.

Næste optræden i Camaro Cup bliver lørdag den 2. juli på Falkenberg i Sverige.


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Fukamuni Racing
  • Mantorp Park
  • 21/05/11 - Mantorp Park - Camaro Cup
  •