ADAC Formel Masters 17/05/11
|
|
Racerkøreren fra Herlev var tæt på at sikre sig sæsonens første pokal Kean Kristensen var meget tæt på at sikre sig sæsonens første pokal, da han i weekenden deltog i anden afdeling af den tyske Formel ADAC Master-serie på Sachsenring i Tyskland. Men en fejltagelse i en gul flagzone i det første af weekendens tre løb endte med at blive en kostbar affære for racerkøreren fra Herlev. |
”I det første løb kom jeg af sted som nummer fem, og jeg fik hurtigt overhalet Dennis Lind udenom. Jeg kørte mig så op til min teamkammerat Emil Bernstorff på tredjepladsen, og jeg nåede lige at komme forbi ham, da jeg fik en drive through for at have kørt hurtigste sektortid på et tidspunkt, hvor der var gult flag,” fortæller Kean Kristensen. Efter turen igennem pitten var han faldet tilbage som nummer 14, men fik kørt sig to pladser frem i klassementet til en 12. plads.
(Foto: casperelgaard.dk)
I det andet løb fortsatte han avancementet og var kommet så langt op, at han kæmpede om syvendepladsen.
”Køreren foran mig blokerede i 3-4 omgange, og da jeg så fik muligheden for at komme forbi ham, pressede han mig ud på noget beskidt asfalt, så jeg ikke kunne bremse. Jeg røg ud i gruset, og så punkterede mit ene baghjul,” siger Kean Kristensen. Efterfølgende kørte han sig i det tredje og sidste løb op fra 19. til 10. pladsen.
”Jeg kan kun sige, at det var en weekend, hvor jeg lærte noget,” siger han. ”Ser man et gult flag, så skal man bare have bilen ned i fart, og så skal jeg være mere tålmodig, så jeg ikke laver nogle overhalingsforsøg, der er lige på grænsen.”
”Farten var der, men den står desværre ikke på resultatlisten, men havde jeg ikke fået den straf i det første løb, så havde jeg fået sæsonens første pokal.”
Næste gang Kean Kristensen skal deltage i Formel ADAC Master-serien bliver den 10.-12. juni på Zolder i Belgien. Læs mere om: Kean KristensenSachsenring |