Efter en hård natetape havde Kim Madsen og hans codriver Kasper Sørensen kørt sig op til en placering som nr. 3 i deres Mitsubishi Lancer Evo 7, og den placering holdt de frem til løbets sidste hastighedsprøve. Desværre gik motoren i stykker, da der kun manglede to kilometer, og de to uheldige kørere måtte opgive at fuldføre.
Kim Madsen og Kasper Sørensen kørte en forrygende nat-etape i deres Mitsubishi i første løb til DM i rally (Foto: Michael Eisenberg)
"Det var krumtappen, der gik i stykker, så det blev en dyr motorreparation," konstaterer Kim Madsen, der nu melder klar igen:
"Forleden testede vi den nye motor i et stort løb i Sverige, hvor vi blev nummer 3 i konkurrence med mange af de bedste asfaltrallykørere fra Danmark og Sverige, så vi er meget optimistiske, når vi kommer til start i Tegee-Dan Rally," fortæller Kim Madsen.
Rallyet, der er anden afdeling af mesterskabet, køres i dagene 20. og 21. maj ved Juelsminde med absolut stjernebesætning af danske topkørere.
Med stærk kørsel i Tyskland og en tredjeplads i Sverige for nylig har Kim Madsen og Kasper Sørensen kørt sig op i eliten i dansk rallysport (Foto: Michael Eisenberg)
"Vores mål er at blive bedste gruppe N-kørere, og her får vi meget hård konkurrence af først og fremmest den tidligere mester Max Christensen fra Aalborg i Subaru Impreza," mener Kim Madsen. Han peger også på Anders Rygaard fra Slagelse i Subaru samt Steen Andersen fra Brøndby i Mitsubishi som konkurrenter om at blive bedst i rallyet efter de urørlige Super 2000-biler.
"Vores mål er at vise, at vi hører til i toppen," slutter Kim Madsen.
Kim Madsen og Kasper Sørensen er tidligere mestre i historisk rally, men kører i år deres første fulde sæson i en moderne rallybil.
Michael Eisenberg Læs mere om: Juelsminde21/05/11 - Juelsminde - DM Rally - DM |