Porsche 356 fra Team State of Art Historic Racing under CHGP 2010. (Foto: Flemming Jensen)- Vi er ganske stolte over, at det i år er lykkedes at hente to af rallysportens store navne til at køre sammen med os i København, siger Christen Fisker fra Team State of Art Historic Racing. Jeg er sikker på, at det vil være med til at gøre årets Royal ProAm løb endnu mere interessant både at være med i og at overvære for publikum. Både Waldegaard og Blomquist har jo fanskarer i Danmark som er lige så store som i hjemlandet.
Sammen med Bjørn Waldegaard og Stig Blomquist kommer også svenske David von Schinkel, der ligeledes er kendt for sit engagement i svensk rallysport gennem sit Team Tidö Slott, som begge de to gamle stjerner er tilsluttet.
Det årlige Royal ProAm løb under Copenhagen Historic Grand Prix har igennem årene udviklet sig til lidt af et tilløbsstykke for internationale motorsportsstjerner fra fortid og nutid. Tommy Kjehr, der har ansvaret for at tilrettelægge løbet, fortæller:
- Royal ProAm løbet er et ganske specielt arrangement, fordi vi blander dygtige amatører med nuværende og forhenværende professionelle racer- og rallykørere. De deler en historisk racerbil hen over weekenden og skiftes så til at køre de enkelte heat. I år regner vi med, at vi som sædvanlig både har Prins Joachim og Tom Kristensen samt vores internationale ambassadør Jackie Oliver med i feltet sammen med nu Bjørn Waldegaard og Stig Blomquist.
Hvem der i øvrigt vil være med i det store felt på 15 biler er endnu usikkert. Men jeg er sikker på, at vi også i år får et meget spændende felt med mange topnavne fra international motorsport.
Bjørn Waldegaards karriere i motorsporten startede i 1962 og kulminerede med verdensmesterskabet i rally i 1979. Blandt de legendariske rallys, Bjørn Waldegaard har vundet, er det østafrikanske rally (1977, 1984, 1986 og 1990), Akropolis Rally (1977 og 1979) og det engelske RAC Rally (1977). Bjørn Waldegaards første internationale sejr var 1969-udgaven af Rally Monte Carlo. Han har været fabrikskører for Porsche, Lancia og Ford samt Mercedes-Benz, som i år fejrer 125-års fødselsdag under CHGP i Fælledparken.
Stig Blomquist debuterede i rallysporten i 1964 som 18-årig umiddelbart efter, at han havde fået kørekort og lagde stærkt ud med at blive nummer to i sit første løb. I mange år var Stig Blomquist en loyal fabrikskører for Saab. Samarbejdet stoppede først, da Saab lukkede sin motorsportsafdeling i 1980. Siden kørte Stig Blomquist blandt andet for Audi, Subaru, Ford og Skoda. I 1984 blev Stig Blomquist verdensmester for Audi. I 2009 vandt Stig Blomquist det mexicanske landevejsløb La Carrera Panamericana i en Studebaker Starliner fra 1953.
Copenhagen Historic Grand Prix Lars Scheving Læs mere om: Fælledparken07/08/11 - Fælledparken - CHGP |