"Det er så vigtigt at have forberedelserne på plads, hvis man skal have forudsætningerne for at yde det optimale", fortæller Christian Siepmann. "Det er ikke kun i motorsport, men helt generelt - så vi har arbejdet på højtryk hele vinteren."
Teamet har også rekrutteret en af autoteknolog-uddannelsens kvikke hoveder til at få optimeret bilens - og Christians - opsætning. "En af de ting, jeg manglede sidste år, var konstruktive input til mine forbedringer - og Rasmus er imponerende dygtig!", fortæller Siepmann begejstret.
De fleste konkurrenter blev holdt bag CS Racing’s Clio-racer. (Foto: Gripping Media)
"Når vi har kørt går der fem minutter, så kan han fortælle præcis hvilke sving, jeg har været langsom eller hurtig i. Det har helt sikkert forbedret min kørestil og indlæringskurven markant."
Og det er svært ikke at anerkende forbedringerne. I tidtagningen var Christian tredjebedste kører på banen, kun slået af klassens mest erfarne kørere. Med kun et halvt sekund op til sidste års mester, Michael Christensen, kan ingen være utilfredse med indsatsen.
Den fragtmandsblå Renault Clio på pokaljagt. (Foto: Gripping Media)
Der var derfor også en let anspændt stemning forud for lørdagens første løb. For første gang gjaldt det hele 25 minutters race, så der skulle arbejdes for at passe på dækkene uden at køre for langsomt.
Det gik også ganske flot for Christian, der pga. sin kvalifikationstid måtte starte fra sjettepladsen. Efter et par omgange havde han kæmpet sig frem til fjerdepladsen og lå længe bagved Jakob Kristensen. "Jeg gjorde hvad jeg kunne for at følge med de tre forankørende, og da Ronnie Nielsen på en af de sidste omgange missede ideallinien for enden ad langsiden, var det bare med at komme forbi", fortæller Christian.
Forbi kom han, og han kunne køre årets første tredjeplads hjem i sikker stil.
En glad Christian Siepmann på podiet. (Foto: Gripping Media)
Det næste løb blev ikke nær så spændende som det forrige, og selvom Christian i løbets første omgange forsøgte at komme tæt nok på de to forankørende til at sætte et angreb ind, måtte han vælge at spare på dækkene og køre værdifulde point hjem.
"Enten skulle jeg satse hårdt for måske at kunne komme forbi, eller også skulle jeg tage til takke med tredjepladsen og få point med hjem - og når vi nu kører efter mesterskabet, måtte jeg jo hellere køre fornuftigt og holde min placering."
Dén strategi virkede imidlertid også efter hensigten, og Christian Siepmann fik dermed to nye pokaler med hjem fra FDM Jyllandsringen.
"Det har været fedt at mærke hvordan jeg er blevet bedre, både fysisk og teknisk", filosoferer Christian. "Jeg kører markant hurtigere end sidste år, og samtidig har jeg mere overskud til at forudse hvad der sker. Der skal ikke være tvivl om at mekanikerne har den største del af ansvaret for succesen, for bilen er bare i orden!"
TV2 Østjylland var lørdag forbi FDM Jyllandsringen og bragte efterfølgende en reportage om Christian og CS Racing - den kan ses via dette link.
Teamet har nu god tid til at forberede sig til det næste løb, der køres på Padborg Park den 28-29. maj.
CS Racing Gripping Media ApS Læs mere om: Christian SiepmannJyllandsringen23/04/11 - Jyllandsringen - Clio Cup - DK |