Det logiske spørgsmål var jo så, om ikke det kunne være blevet til en karriere på to hjul?
”Joh, men jeg stoppede, da jeg opdagede at det gjorde ondt, når man styrtede, og det gør man i den sport.”
Det gjorde ikke interessen for motorsport mindre, så næste skridt blev en bil til folkerace. Reglementet i folkerace åbner mulighed for at starte som 14-årig, så Frederik stillede til start i en VW Golf. Den holdt i tre år og gav en masse erfaring i at køre tæt sammen og få et puf eller to. Samtidig var det et glimrende projekt at holde kørende, når man var i lære som automekaniker, så der blev lært noget om fejlfinding og reparation under tidspres.

Hastigheden i folkerace er ikke svimlende, så folkeraceren blev solgt, og sparepengene investeret i en gokart med 100 ccm motor. Det gik hurtigere end Golfen, og fornemmelsen af fart blev ikke mindre, når man næsten sad med ballerne på asfalten. Det var spændende i et års tid, indtil kørekortet blev erhvervet og muligheden for at komme ud og køre ’rigtig’ bil på landevejen åbnede sig. Fra Tyskland blev en VW Golf GTi importeret og sat på plader, og så blev der slidt asfalt på Sydsjælland. Det var bare det rigtige – der manglede noget.

I samarbejde med Team Farstrup blev Golfen kigget efter i sømmene og fik pumpet lidt flere vitaminer i motorrummet, og så passede den lige ind i Special Saloon Car. Debutløbet var på Ring Djursland i 2003 og huj-hej hvor det gik.
”Ja, jeg lærte så, at det første man skal tune på en bil, er bremserne. Den gik rigtig hurtigt ned ad langsiden og lige ud i gruset, og så var den drønet ind på lystavlen”, griner Frederik højlydt.
Det var nu ikke fordi dagene gik med at skrue på biler. Faktisk er svendebrevet ikke blevet slidt, men der er prøvet nogle andre ting, som har givet erfaringer. Montør på Faxe Bryggeri, lagermand i et stenbrud og så kørestrømsmontør.

I 2006 stillede Frederik op i denne Renault Clio V6 Trophy. (Foto: Gripping Media)

Der blev kørt nogle flere løb i SSC, men samtidig begyndte opbygningen af en ny bil hjemme på værkstedet. I 2006 blev Danmarks nok flotteste Renault Clio rullet ud fra værkstedet.
”Flot det var den, men køre kunne den ikke. Det var først efter svingene, at jeg vidste om det var mig eller den der havde haft kommandoen – og det var ikke nødvendigvis det samme næste gang, så det var ikke sjovt”.
Efter to år blev bilen solgt, og i 2009 kom så en rigtig vildbasse på banen: Renault Megane Trophy. En ægte, fuldblods racerbil med masser af heste.

Efter en lidt forsigtig start var det klart, at der var langt op til bilens grænse, og spørgsmålet var, hvordan man kom derop. En estisk raceringeniør kom med på Ring Djursland og efter en spadseretur banen rundt blev der kigget data og justeret støddæmpere. Det hjalp. Pludselig var bilen konkurrencedygtig og for hver omgang kunne man se, at bil og chauffør passede bedre og bedre sammen.

Formen var også helt forrygende til Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen med bedste tid i begge tidtagninger. I første heat blev der kørt meget hurtigt og Frederik satte ny banerekord, men så sluttede festen også meget brat.
På vej ned ad langsiden fik bilen et puf af en anden deltager med det resultat, at den spandt rundt og ramte jordvolden ved sving 1 baglæns for fuld fart. Da jord, glasfiberstumper og hjul var faldet til ro, kunne en uskadt kører kravle ud af bilen. ”Vi skulle på ferie dagen efter, og vi tog også af sted, men hvor var jeg øm og misfarvet over det hele.”

De fleste havde afskrevet bilen, men på værkstedet i Fensmark er den nu genopstået. Skaderne var store, men ikke så store, at genopbygning var umulig. Motor og gearkasse var uskadte, så nu er der brugt et år på at finde stumper og få lavet det nødvendige arbejde. Rørrammen har været en tur i Frankrig og der er monteret nye karosseridele. Alt er gået efter og forbedret, hvor det var muligt, blandt andet er sporvidden blevet forøget.

”Nu skal jeg have banket noget rust af kørefærdighederne og så må vi se hvor hurtigt jeg kan køre. Feltet er jo ikke blevet mindre frygtindgydende i det forløbne år, så det bliver spændende”.