”Vi har været i dialog med flere forskellige udenlandske racerbaner, og her var der blandt kørerne i klassen ingen tvivl om, at de gerne ville køre på Zandvoort,” fortæller Peter Rasmussen, der er promotor for Tegee-Dan Clio Cup. ”Jeg har selv tidligere kørt løb på banen, og den er bestemt en rejse værd.”
Kørerne i Tegee-Dan Clio Cup skal i den kommende sæson køre på Zandvoort i Holland. (Foto: Tegee-Dan Clio Cup Danmark)
Hollandsafdelingen i Tegee-Dan Clio Cup bliver kørt den 2.-3. juli og afslutter dermed klassens forårssæson, som kommer til at rumme fire løbsweekender. Selve banen ligger i anden klitrække helt ud til Nordsøen godt 30 kilometer fra den hollandske hovedstad Amsterdam, og det er dermed en af de udenlandske racerbaner, som ligger tættest på Danmark.
Zandvoort-banen så dagens lys i 1948, og fire år senere var den vært for sit første VM-løb i Formel 1-klassen – en rolle, banen havde frem til 1985. I de seneste årtier er der sket gennemgribende forandringer af banen i takt med, at den nærliggende by er rykket nærmere, men nogle af de vigtigste svingkombinationer – heriblandt det berømte Tarzan-sving for enden af langsiden – er fortsat bevaret fra Formel 1-dagene og giver masser af spændende situationer.
”Når vi gæster banen i starten af juli, køres der også en afdeling af den hollandske Clio Cup,” fortæller Peter Rasmussen. ”Endnu har vi ikke lagt os fast på, om vi kører et fællesløb med et gigantfelt, eller om vi afvikler separate løb for henholdsvis den hollandske serie og vores egen Tegee-Dan Clio Cup. Under alle omstændigheder bliver der rig lejlighed til at måle sig med de lokale kørere.”
Udover løbet på Zandvoort arbejdes der på endnu et udenlandsk løb. Det skal i givet fald finde sted i anden halvdel af sæsonen i Sverige.
Tegee-Dan Clio Cup Danmark Læs mere om: Zandvoort03/07/11 - Zandvoort - Clio Cup - DK |