På trods af at 24-timers løbet på Circuit de Catalunya ved Barcelona først køres i weekenden den 23. til 25. september, er der allerede nu ti biler tilmeldt løbet - og det efter at der kun har været åbent for tilmelding i en uges tid. Første team der meldte sig til 24-timers løbet var det danske team Jet Black Racing, de har også har tilmeldt sig 12-timers løbet i Ungarn, samt 24-timers i Dubai næste år - tal lige om at være forud!
Blandt de ti teams der er tilmeldt på nuværende tidspunkt, er der et enkelt nyt team, det er Gilmartin Motorsport der også samtidig er det første irske team der deltager i 12 og 24 timers løbene arrangeret af Creventic fra Holland.