KF3 21/02/11
|
|
Nicolai Sylvest brugte en del af sin vinterferie på at tage hul på sin 2011-sæson, hvor han kører i den internationale KF3-klasse hos et professionelt italiensk team, men med sin egen personlige mekaniker, Christian Markussen. Sæsonstarten for skoleeleven fra Jægerspris foregik i den traditionsrige Winter Cup på South Garda-banen uden for Milano, hvor han efter en række flotte løb nåede frem til finalen og fik en 12. plads. |
Feltet bestod af intet mindre end 109 kørere i aldersgruppen fra 12 til 15 år, så det var noget af en udfordring for den kun 13-årige nordsjællænder, da det var verdens bedste kørere fra mere end 20 forskellige nationer, som skulle dyste om en af de 34 pladser i den afgørende finale.
Nicolai Sylvest med mekaniker Christian Markussen (Foto: Sylvest Motorsport)
I den første tidtagning blev Nicolai Sylvest sensationelt nummer otte, og sikrede sig dermed et godt udgangspunkt til sine fem indledende kvalifikationsheat. Her fortsatte han de gode takter med to tredjepladser samt en sjette-, syvende- og ottendeplads. På baggrund heraf havde han gjort det så godt, at han havde kvalificeret sig til en startplacering som nummer 10 i prefinalen – et resultat, der var mere end godkendt hos det nye team.
Imidlertid begyndte det at regne kort før starten på prefinalen, og der blev erklæret wet race, så alle deltagere fik fem minutter til at montere regnvejrsdæk, dog uden at man måtte foretage justeringer af gokarten.
”Efter en okay start kører Nicolai hurtigt og stabilt på det våde underlag, og da de 20 omgange var kørt, kom han i mål på en flot femteplads, og den placering skulle han også starte finalen fra,” fortæller hans far Jesper Sylvest.
Finalen foregik også på våd asfalt, men nu var regnen taget til, og selv om Nicolai Sylvest fik en god start, blev han allerede i andet sving ramt bagfra, så han røg af banen. Han kom dog hurtigt tilbage på asfalten, men nu som 34. og sidste mand. Der fulgte herefter en række gode overhalinger, og da halvdelen af finalen var kørt, lå Nicolai Sylvest på 20. pladsen. Han fortsatte avancementet, så han kunne slutte løbet på en respektabel 12. plads med nogle af de hurtigste omgangstider i hele feltet.
”Det er vel et okay resultat, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det kunne være blevet til, hvis jeg ikke var blevet ramt i starten,” siger Nicolai Sylvest, der snart vender næsen mod Italien igen. I sidste weekend af februar skal han kørte WSK Master på Laconca-banen i det sydlige Italien – en bane, han ikke har kørt på før.
Sylvest Motorsport
Læs mere om: Nicolai Sylvest |