Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Biltest

Biltest: Romeo og Giulietta

Biltest 
20/02/11 

Lad mig med det samme indrømme, at jeg altid har haft en svaghed for italienske biler, og selv har haft et par Alfa'er, heriblandt den forrige Giulietta.
Derfor var det med masser af forventning, at jeg satte mig ind i den nye Alfa Giulietta. Og langt hen ad vejen lever den op til forventningerne.
 

Designet læner sig kraftigt op ad den vellykkede Mito, der var inspireret af sportsvognen 8C, der havde visse retrotræk i linieføringen, så den vej rundt går traditionerne op i en højere enhed med nye visioner.

Ledlygter for og bag er med til at give giver bilen et personligt udseende, og lyset er noget af det bedste jeg har oplevet denne vinter.

Undervognen er også velafbalanceret og fint afstemt.
McPherson fjederbenene foran flotter sig med aluminium bærearme, og bagtil sørger et multilink ophæng for en præcis hjulføring uanset om man kører med tom eller fuldt lastet bil.

”En Alfa består først og fremmest af motor og bremser,” sagde man engang. Meget har ændret sig siden, og en Alfa består som allerede antydet af mere end det, men hvordan er det egentlig med de gamle dyder.

Den testede version var bestykket med med en 1,4 liter turboladet motor, der yder 170 hk. Ganske flot topeffekt af en motor på denne størrelse, og et drejningsmoment på 250 er også respektabelt for en 1,4 liter benzinmotor.
Men hvis man vil have alle heste ud af stalden, skal man skubbe en såkaldt DNA knap over på Dynamic. I denne indstilling ændres motorens ydeevne, speeder respons, styrekarakteristik og bilens antiudskridningssystem. Ud over Dynamic og Normal indstillingerne kan man vælge en all weather indstilling.

På en tur ad motorvej og landeveje tværs over Danmark valgte jeg at blive i Normal indstillingen. Her kører Giulietta'en også fortrinligt, men uden den helt rigtige Alfa-fornemmelse. Til gengæld forventede jeg, at den var mere sparsom med den dyre benzin, men her blev jeg sørgeligt skuffet, da mit snitforbrug endte under 12 km/l. Meget langt fra de officielle 17,2 km/l. Nogen sparegris er Giulietta ikke, men det er vel heller ingen, der køber Alfa på grund af økonomien.

På et enkelt punkt følte jeg mig hensat til min første Alfa, den legendariske Bertone Coupe. Begge biler har et ret stejlt og højt placeret rat. Det burde give et godt overblik over instrumenterne, men her har man uheldigvis valgt at sætte speedometer og omdrejningstæller yderst i gruppen, så de er vanskelige at aflæse.

Men som gammel Alfist kan jeg bære over med meget, bare min Alfa er rød.


(Foto: Ib Trebbien)

De nøgne fakta:

Model Alfa Romeo Giulietta 1,4 TB Multiair 170 HK
Type 5-dørs hatchback, 5 pladser
Motor 1368 ccm benzinmotor,
4 cyl.,
170 hk ved 5500 o/m,
250 Nm ved 2500 o/m.
Transmission 6 trins manuel gearkasse,
forhjulstræk
Undervogn For: McPherson med aluminium bærearme og krængningsstabilisator.
Bag: Multilink med hjælperamme og krængningsstabilisator
Maks. hastighed 218 kmt
Acc. 0-100 7,8 sek.
Officielt forbrug 17,2 km/l. ved blandet kørsel
Årlig grøn afgift Kr. 1520,-
Pris Kr. 329.500,- plus levering