Banen i Abu Dhabi egner sig ikke til Formel 1. Bare spørg Fernando Alonso. Omgang efter omgang lå den tidligere mester i numsen på Petrovs Renault uden at kunne komme forbi. På en rigtig racerbane er der ingen tvivl om at han ville været kommet forbi - og på en rigtig racerbane vil hans VM forspring have været mere sikkert, og han havde muligvis vundet sin tredie titel.
Vettel tager sejren - og VM titlen (Foto: Red Bull Media)
Men vilkårerne er anderledes på Yas Marina, der ligesom sidste år viste sig totalt uegnet til andet end tidskørsel. Bevares, man skal ikke have ondt af Alonso, vilkårerne er ens for alle kørerne og dem må man leve med. Man skal have ondt af fans verden over, der gerne vil have haft et mere spændende løb at slutte af med.
Det eneste stykke dramatik i løbet skete på første omgang da Schumacher skred rundt og efterfølgende blev torpederet af Liuzzis Force India. Liuzzis forhjul var centimeter bag Schumachers hovede da den smadrede igennem Mercedes raceren. Under den efterfølgende Safety Car skyndte en god håndfuld kørere sig i pit og fik skiftet deres dæk, deriblandt Rosberg og Petrov. De to kunne herefter køre resten af løbet på de hårde dæk.
Vettel havde vundet starten foran Hamilton, mens Button havde nuppet 3. pladsen fra Alonso. Efter Ferrari raceren kom Webbers Red Bull. Og sådan gik det roligt afsted i en flok omgange, indtil Webber smuttede i pit - og kort efter gjorde Alonso det samme.
Fernando Alonso holdt sig foran Webber, sådan som han skulle - MEN de kom ud efter blandt andet Petrov og Rosberg. Her var så den begyndende krise - for de to skulle ikke i pit igen. Samtidig var de tydeligvis langsommere, men det er jo sådan set ligemeget når man ligger forrest. Petrov, der kæmper for sin eksistens i Formel 1 kørte sin chance og sit hidtil bedste løb og holdt den dobbelte verdensmester bag sig resten af løbet.
Pitstoppet på 13. omgang der reelt afgjorde VM for Alonso (Foto: Ferrari Media)
Det betød at længere oppe foran kunne Hamilton skifte dæk uden at ryge for langt tilbage - det samme kunne Vettel. Imens blev Button og Kubica fortsat ude. Polakken var startet på de hårde dæk, så han sene dæksskifte var forventet. Button kørte derimod på de bløde dæk, men den detroniserede mester har altid været flink ved sit gummi. Da han endelig skiftede dæk, kom han tilbage på en 3. plads.
Bag ham lå Rosberg på en fornem 4. plads, Kubica på en 5. plads, så Petrov og de VM kandidater Alonso og Webber. For Webber var det hele ligemeget, han skulle under alle omstændigheder foran Alonso hvis han skulle blive mester. Og selv der ville der være lang vej. Alonso derimod helt op på 4. pladsen for at tage titlen fra Vettel. Et alt eller intet angreb havde måske været på sin plads, men det kom ikke.
Det ville måske være mislykkedes, men det ville have mere klædeligt end den reaktion Alonso kom med efter løbet, hvor han truende løftede sin hånd mod Petrov. Usportslig opførsel af Alonso - Petrov forsvarede sin position. Alonsos frustrationer er måske nok forståelige, men skal ikke rettes med en konkurrent, der bare har fordelen på sin side, men mod banen, mod Tielke eller Bernie Ecclestone hvis glæde ved penge har dikteret at Abu Dhabi skal have et Formel 1 løb.
Vettel ny verdensmester - han bliver fejret af de to seneste verdensmestre (Foto: Red Bull Media)
Alguersuari og Massa hentede de sidste to pointgivende placeringer. Summen af det hele blev at Vettel vandt VM - uden at have ført det før nu, med fire point ned til Alonso, der sluttede 10 point foran Webber, mens Hamilton kun var to point fra Webber. Og hermed slut for et fantastisk VM år, med fem kandidater, rimelig mange gode løb og et supertæt VM. Vi glæder os allerede til næste sæson! Martin Møller-Thomsen
Læs mere om: Yas Marina Circuit14/11/10 - Yas Marina Circuit - Formel 114/11/10 - Yas Marina Circuit - Grand Prix 2 |