Der skulle ikke gå mange hastighedsprøver, inden Christian K. Jensen og Søren Tøndborg lignede et vinderhold i løbet. Efter at have vundet fem af seks hastighedsprøver var deres forspring et halvt minut. Dette forspring voksede til over et minut, men så opstod der uventet problemer for holdet.
”Vi var så langt foran, at vi begyndte at slække lidt på det, men så vi fik et problem, så bilen blokerede begge baghjul og vi spandt rundt. Det kostede os 45 sekunder, og vi tænkte, at det nu var slut,” fortæller Christian Jensen. Men holdet kom i mål og vandt løbet med 9,9 sekunders forspring. ”Om vi vinder med ti sekunder, fem sekunder eller et minut, er sådan set lige meget, men det havde været sjovere at vinde med et minut. Men efter den afslutning var det rart at være i mål.”
Christian Jensen og Søren Tøndborg er med deres femte generalsejr det mest vindende mandskab i de seneste to sæsoner. (Foto: Brian Juel)
Lørdagens DM-Finale havde ikke bare fået årets største antal tilmeldinger. Kvaliteten i top var også gået en tand op, da flere hold stillede til start i mere potent udstyr. Således deltog Brian Madsen og Anja Posorski i en Peugeot 207 Super 2000 magen til de to eksemplarer, Peugeot Sport Dealer Team DK råder over, men trods deres deltagelse kørte Christian Jensen og Søren Tøndborg med en rimelig stor margen og følte sig på intet tidspunkt truet til at hverken satse eller kørere stærkere.
Sejren var den femte indenfor to år for Christian Jensen og Søren Tøndborg, der dermed er de sidste to sæsoners mest vindende mandskab med sejre i halvdelen af løbene. Til gengæld kunne Karl-Åge Jensen og Freddy Pedersen skrive sig ind i historiebøgerne med henholdsvis deres ottende og sjette Danmarksmesterskab.
”Fra morgenen havde vi bare fokus på Michael Pedersen, der var tættest på os i stillingen, men da vi efter den første runde var langt foran ham, sagde Freddy hele tiden til mig, at vi skulle slappe af og køre sikkert,” fortæller Karl-Åge Jensen. ”Det var bare rigtigt irriterende. Selvfølgelig skulle vi køre på det sikre, for vi var blevet til grin, hvis vi var kørt af eller have lavet noget dumt. Det var et udmærket resultat, men det er bare ikke min stil at køre rally på den måde. Det er det ikke!”
Karl-Åge Jensen og Freddy Pedersen kørte en fjerdeplads i hus i Bygma Rally, hvilket gav dem deres DM-titel nummer otte og seks. (Foto: Jimmy Mikkelsen)
Det ottende Danmarksmesterskab bliver også det sidste for Karl-Åge Jensen, der har valgt at stoppe som aktiv i sporten for at koncentrere sig om rollen som promotor for rallymesterskabet.
”Det er to følelser, jeg står med i dag. Det er en glæde over, at det lykkedes at blive dansk mester, og så er det selvfølgelig også specielt, at det var det sidste løb,” indrømmer han. ”Det havde jeg egentlig ikke tænkt på før de sidste prøver, hvor en journalist fra Danmarks Radio hele tiden spurgte, hvordan det var at skulle køre den sidste prøve. Det havde jeg ikke spekuleret på, men nu er det selvfølgelig lidt mærkeligt. Det skal jo slutte, og så er det helt vildt, at det slutter, som det gør. Det er dejligt.”
Mens Karl-Åge Jensen og Freddy Pedersen fik deres guldmedaljer, lykkedes det også for Christian Jensen og Søren Tøndborg at erobre sølvmedaljerne.
Karl-Åge Jensen og Freddy Pedersen blev fejret på behørig vis med guldmedaljer og laurbærkranse for deres Danmarksmesterskab, mens Søren Tøndborg og Christian Jensen fik sølvmedaljerne. (Foto: Jimmy Mikkelsen)
”Jeg kan ikke sige, om jeg er mest glad for sejren i dag eller for sølvet, men det allerbedste er, at vi er blevet nummer et og to i Danmarksmesterskabet. Det var sådan, det skulle være,” siger Christian Jensen. ”Vi har bevist, at vi har været hurtigst i år, men materiellet har ikke altid villet, som vi ville. Når alt kommer til alt, tror jeg, at vi skal være glade for, at det ender sådan her. Det var det, vi havde håbet på inden weekenden. Vi er glade, også på Karl-Åges og Freddys vegne.”
”Vi må sige, at det er gået så godt, som det overhovedet kunne gå,” opsummerer teamchef Jens-Ole Kristiansen fra Peugeot Sport Dealer Team DK.
”Christian havde jo ikke nogen speciel god start på sæsonen, men han har virkelig vist, at han er den suverænt hurtigste. Til gengæld har Karl-Åge vokset med opgaven, hvor han har kørt stærkere og stærkere i bilen for hver gang. Ved fjerde afdeling af DM viste han virkeligt, hvor stærkt han kan køre og alligevel køre taktisk, så han hele tiden holdt øje med pointene i den samlede stilling. I dag må man sige, at de begge to viste, at de er værdige nummer 1 og 2 i Danmarksmesterskabet.”
Resultat af DM-finalen:
1. Christian Jensen/Søren Tøndborg Peugeot 207 Super 2000
2. Brian Madsen/Anja Posorski Peugeot 207 Super 2000
3. Michael Pedersen/Mie Petersen Mitsubishi Lancer Evo IX
4. Karl-Åge Jensen/Freddy Pedersen Peugeot 207 Super 2000
5. Tim Svanholt/Per Henriksen Volkswagen Golf Kitcar
6. Ib Kragh/Karsten Isaksen Fiat Grande Punto Abarth
7. Kim Madsen/Kasper Sørensen Mitsubishi Lancer Evo XII
8. Anders Rygaard/Henrik Skott Subaru Impreza
9. Steen Johansen/Suna Schwaen Mitsubishi Lancer Evo IX
10. Klaus Hammer/Marc Troels-Smith Mitsubishi Lancer Evo IX
Slutstilling i Danmarksmesterskab:
1. Karl-Åge Jensen/Freddy Pedersen Peugeot 207 Super 2000
2. Christian Jensen/Søren Tøndborg Peugeot 207 Super 2000
3. Michael Pedersen/Mie Petersen Mitsubishi Lancer Evo IX
Peugeot Sport Dealer Team DK Læs mere om: Christian JensenFreddy PedersenKarl-Åge JensenSøren TøndborgPeugeot Sport Dealer TeamSlagelse06/11/10 - Slagelse - DM Rally |