Weekenden startede med træning lørdag formiddag. Efterårsvejret havde virkelig sat ind, med lave temperaturer, og derved var det også kold asfalt, som mødte kørerne da denne træning skulle køres.
Efter erfaringerne fra Oschersleben, vidste Jens at bagdækkene skulle varmes godt og grundigt op, inden at bilen skulle presses. I en forhjulstækker, bruges baghjulene kun til at holde bagkofangeren fra jorden, og hverken til styring eller acceleration.
Dette gik også nogenlunde, men han undgik ikke et enkelt spin eller to.
"Første træning var ok", forklarer han og fortsætter:
"Men banen var rigtig kold, så der skulle virkelig kæmpes for at få varme i bagdækkene. Jeg varmede og varmede, men det endte alligevel med et par snurreture. Men ikke noget alvorligt, så ingen skade gjort."
(Foto: Motorsporten.dk)
Jyllandsringen var denne gang i et andet forløb, end det som normalt køres. Det nye banestykke blev ikke brugt, hvorved at banen var forkortet til lige knap 1500m. Noget som gav meget trafik med 30 biler i 1600 Challenge på banen.
Kvalifikationen forløb uden større drama for Jens, og han forbedrede også sin tid væsentlig i forhold til træningen.
Dette rakte til en startplads som nummer 24 ud af det 30 bils store felt.
"Jeg var meget tilfreds efter kvalifikationen. Jeg tror aldrig at jeg har kørt rundt så hurtigt på "fælles-banen" før, som jeg gjorde i kvalifikationen. Alligevel ved jeg, at der er mere at komme efter med nogle bremsepunkter her og der. Men tilgengæld sad en del af svingene også lige i skabet.", udtalte han efter kvalifikationen.
Søndag morgen var det løbsdag, og her viste efteråret en helt anden side af sig selv. Lørdag havde det været klart, men koldt vejr med solskin hele dagen. Søndagen derimod startede med tyk tåge.
Dette gjorde også, at 1600 Challenge feltet måtte vente lidt længere på at komme på banen, da tågen først skulle lette.
(Foto: Motorsporten.dk)
Da starten går, taber Jens et par placeringer ned mod første sving, og da feltet kommer ned til første sving, bryder virvarret løs.
"Jeg ser biler som holder på tværs af banen, mens andre kæmper sig vej gennem sandkassen. Jeg bliver heldigvis ikke rodet ind i noget, men taber alligevel kontakten til de forankørende."
Efter få omgange, opnår han dog kontakt igen og er langsomt ved at lægge an til overhaling.
Og så sker det en gang mere.
"På vej ud af hesteskoen, lå jeg virkelig tæt på den forankørende, og var så småt ved at gøre klar til at overhale ham i opløbssvinget eller langsiden. Jeg har nok en anelse for meget fart på, og så kommer bagenden rundt en gang mere. Hvis ellers folk kunne se det for tågen, har det nok set meget godt ud med en 360 graders vending. Men det betød også at jeg mistede kontakten til de forankørende." forklarer en ærgerlig Jens.
Løbet blev herefter sluttet på en 27. plads.
Ikke tilfredsstillende efter at være startet som nummer 24, men stadig med muligheder for at avancere i løb 2.
Til løb 2 var tåget drevet bort, og solen var endelig kommet frem.
I sving 1 er der igen tumult.
"Jeg ser at der holder biler på kryds og på tværs, så jeg når at undvige ud på græsset, og kommer tilbage på banen igen, uden at komme i kontakt med nogen af dem."
(Foto: Motorsporten.dk)
Men da bilerne var nogle af de forreste fra feltet, måtte Jens desværre hurtigt opgive de pladser igen, hvorefter at han kunne slutte løbet som nummer 25.
Slutningen på en weekend og en sæson, som var præget af både op- og nedture.
Sæsonens første løb skulle han vende sig til bilen, så det var ikke med de store resultater til følge.
Løb 2 på Ring Djursland, var tilgengæld rig med gode kampe og gode placeringer.
Ved 3. løb på Oschersleben kostede en tur i sandkassen værdifuld tid, som så manglede resten af løbsdagen.
Og ved finaleløbet blev der kørt hurtigere end før, men alligevel ikke rigtig nok til at komme længere op i feltet.
(Foto: Motorsporten.dk)
"Jeg ved at der er mere at komme efter. Jeg har jo en referencetid på Djursland, som blev sat af min teamchef Steffen Larsen ved juniløbet deroppe. Så jeg ved i hvert fald hvor hurtigt at bilen kan køre. Så er det bare mit job at komme til at køre ligeså hurtigt," opsummerer Jens.
"Jeg vil gerne sige tak for denne sæson til Steffen og hans far Charley Larsen, som har klargjort bilen hele året. Den har kørt uden nævneværdige problemer. Derudover også tak til konkurrenterne i 1600 Challenge - nogle har jeg haft kampe med - andre har bare drønnet forbi et par gange eller 3 i løbet af en weekend. Derudover vil jeg gerne sige tak til Redaktionsbüro Theisen, som har støttet mig gennem sæsonen. Jeg håber at se så mange som muligt af jer næste år igen - og så arbejder jeg på, at få lidt mere bly i højre køresko inden starten af næste sæson," slutter Jens af med et glimt i øjet.
Jensen Racing Læs mere om: Jens JensenJyllandsringen10/10/10 - Jyllandsringen - 1600 Challenge |