Renault DTC Light Cup 12/10/10
|
|
Sæsonen for dansk motorsport på asfaltbaner er slut. Under en fantastisk flot sensommersol blev danmarksmesterskabet i DTC Light Cup afgjort på FDM Jyllandsringen i weekenden. Der herskede ikke så stor spænding om førstepladsen, da Michael Christensen på forhånd havde samlet så mange point, at chancen for at fravriste ham mesterskabet var på samme niveau som chancen for at vinde i Lotto. |
Til gengæld var kampen om tredjepladsen åben for ikke mindre end seks kørere, da de kun var adskilt af 27 point. Med 60 point i puljen kunne de hver især med det fornødne held og uheld for konkurrenterne sikre sig bronzemedaljen, så allerede under træningen var der spænding om dagsformen.
For Ronni Nielsen og Jan Seerup var det spørgsmål om at få afpudset de sidste detaljer i opsætning og klargøring, så der kunne fokuseres på tidtagningen midt på eftermiddagen. Tidtagningen viste sig at blive årets bedste for Ronni, som pressede bilen frem til en tredjeplads 5/100 foran Martin Frederiksen. Det var en meget tilfreds kører, som kravlede ud af bilen bagefter: ”Det var en drøngod oplevelse. Den korte bane er lige noget for mig, så det bliver sjovt i morgen, når vi skal køre race”. Jan var 3/10 efter Ronni, men i den tætte konkurrence betød det en syvendeplads. Da reglementet foreskriver, at der stilles op til start med langsomste kører først, så skulle Jan starte i tredje række.
Jan Seerup viste storform. (Foto: Gripping Media)
Straks fra starten til første heat viste Jan storform. Han fulgte godt med i starten og holdt et konstant højt tempo som lidt efter lidt bragte ham helt frem i feltet og lagde pres på de forreste. Da en foranliggende kører forbremsede sig, var vejen pludselig åben til førstepladsen, og den chance blev ikke forpasset. Nede fra feltet arbejdede den gamle ræv Jørgen Weinreich sig frem og gav Seerup sved på panden med et hårdt tempo. Nødtvungent måtte han lade Weinreich smutte forbi, men det skabte rigtig godt og seværdigt race over flere omgange.
Jan Seerup med en velfortjent pokal. (Foto: Gripping Media)
For Ronni sluttede festen desværre allerede på sjette omgang, da en meget overoptimistisk konkurrent forsøgte at smutte gennem et hul, som ikke mere var der. Det var til gengæld Ronnis bil, og den kunne ikke tåle mosten, men måtte udgå med ødelagt baghjulsophæng. Det var en meget lidt glad kører, som i pausen inden andet heat fik repareret skaderne.
Andet heat blev desværre meget kort, da en alvorlig afkørsel på første omgang betød, at løbet måtte stoppes og ikke kunne genoptages. I de tilfælde træder nogle særlige regler om pointfordeling i kraft, så man trods alt får nogle point på kontoen. I slutresultatet om danmarksmesterskabet blev det til en sjetteplads for Jan Seerup, mens Ronni Nielsen sluttede på syvendepladsen.
Alle vil først gennem Ford-svinget. (Foto: Gripping Media)
Det var slutningen på første sæson i eget team, og alt andet lige må man sige, at det har været en lærerig sæson. Der har været gode dage og dårlige dage, men ”That’s racing’. Nu venter man kun på, at det igen skal blive forår, så racersæsonen står for døren, men inden da skal bilerne igen klargøres. Fra holdet kommer lykønskninger til årets medaljetagere og en stor tak til mekanikere og sponsorer som tilsammen har gjort deres til at skabe en god sæson. Gripping Media ApS Læs mere om: Jan SeerupRonni NielsenJyllandsringen10/10/10 - Jyllandsringen - Renault DTC Light Cup - DM |