Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Yokohama Cup

Uforudsigelige Yokohama Cup-løb i vente

Yokohama Cup 
03/09/10 

Årets otte hidtil kørte løb har haft seks forskellige vindere
At pege på nogen forhåndsfavorit til sejren i de to løb, der skal køres i Yokohama Cuppen ved GP Danmark i weekenden, synes svært. Klassen for de utunede standardvogne op til to liter har nemlig været meget åben i denne sæson.
Inden det store arrangement på FDM Jyllandsringen er der blev kørt fire mesterskabsafdelinger med hver to løb, og de i alt otte løb har udløst seks forskellige løbsvindere.
 

De aktuelle numre et og to, David Falch, Roskilde, og Steffen Larsen, Ishøj, er således de eneste, der har vundet to løb, mens Kim Lund, Silkeborg, Anders Majgaard, Søborg, Peter Olsen, Havdrup, og Lasse Rolighed Pedersen, Århus, hver står noteret for en enkelt sejr.

Det bliver derfor de små detaljer og marginaler, der vil blive afgørende, når klassen kører race henholdsvis lørdag og søndag eftermiddag. Stort set alle kørerne i klassen har et indgående kendskab til scenen for weekendens løb, FDM Jyllandsringen, og det forhold, at David Falch har vundet sine to sejre på netop denne bane, skal man ikke tillægge den afgørende vægt. En af sæsonens debutanter, Lasse Rolighed Pedersen, Århus, tog således lige før sommerferien sin første sejr på racerbanen ved Silkeborg.

En afgørende faktor kan derimod blive kører- og bilkombinationernes aktuelle form. Eller rettere kampvægt. I takt med, at de kører topresultater ind, får kørerne i Yokohama Cuppen lagt succesballast i deres biler, og der er derfor nogle kørere, som er tungere end andre forud for GP Danmark.


David Falch topper to tabeller i Yokohama Cuppen. Både den med pointene og den med succesballasten.
(Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)

Netop David Falch og Lasse Rolighed Pedersen vil sidde bag rattet af to biler, der har maksimal succesballast monteret, mens Anders Majgaard reelt kørte sig til favoritværdigheden ved den foregående Yokohama Cup-afdeling på Ring Djursland. Det var dog ganske utilsigtet, for han scorede en femteplads i det ene løb og udgik i det andet, og derfor har han ikke nogen ekstra blyklodser i sin bil i weekenden.

Stillingen i Yokohama Cup mesterskabet:

Plac. Kører Mærke Point
1 David Falch Peugeot 308 115
2 Steffen Larsen Peugeot 307 110
3 Lasse Rolighed Pedersen Peugeot 307 107
4 Anders Majgaard Peugeot 308 104
5 Peter Olsen Peugeot 307 101
6 Bruno Rasmussen Peugeot 307 98
7 Kim Lund Peugeot 307 85
8 Anders Christensen Peugeot 307 66
9 Jens Henrik Hansen Peugeot 307 60
10 Michael Skipper Ford Fiesta 34
11 Søren Marquard Peugeot 307 23
12 Michael Markussen Peugeot 307 15
13 Allan Jensen Peugeot 206 13

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Anders Majgaard
  • David Falch
  • Lasse Rolighed Petersen
  • Steffen Larsen
  • Jyllandsringen
  • 05/09/10 - Jyllandsringen - Yokohama Cup - DM
  •