Bare 38 hundrededele af et sekund adskilte etteren og toeren, og resultatet blev en overraskelse for mange, for det blev nemlig det stik modsatte af det, man havde oplevet i de tre indledende heats. Her havde Christian K. Jensen, Ans, vundet hver eneste gang, men i finalen blev han overrumplet af Brian Madsen, Slagelse, der kunne vinde sin tredje sejr på fire år i Fårvang.
”I alle årene har finaleheatet været afgørende, og det har man i baghovedet hele tiden,” sagde Brian Madsen efter sejren var kommet i hus. ”Man kører selvfølgelig alt, hvad man kan, men det sidste kommer i finaleheatet, for man ved, at den, der vinder finaleheatet, er ham, der kommer i historiebøgerne. Ham, der har vundet tre indledende heat, ham har man glemt. Det har jeg også prøvet – at vinde de tre indledende heats og tabe i finaleheatet – men det er i finalen, det gælder, og det er der, man skal slå til og ramme marginalerne, og det gjorde jeg.”
Brian Madsen - der var sekunderet af Anja Posorski – vandt fredag aften sin tredje sejr på fire år i Tvilum-Scanbirk Rally Show i Fårvang. (Foto: Morten Alstrup)
Christian K. Jensen virkede fra start til at have styr over tingene. I første heat vandt han med 0,4 sekund over Brian Madsen. I det andet var hans sejrsmargen vokset til 1,4 sekund, og i det tredje heat havde han et lille sekunds forspring til dagens fødselsdagsbarn, Ib Kragh, Juelsminde. I finalen – hvortil de 20 hurtigste fra de indledende heats havde kvalificeret sig – blev tiderne hurtigere og hurtigere i takt med, at de hurtigste deltagere kom på banen, men da Christian K. Jensen som sidste mand havde passeret målstregen, manglede han lige det sidste i at slå Brian Madsens tid.
”Jeg må vidst bare erkende, at man ikke kan bruge fredag den 13. til noget,” sukkede Christian K. Jensen, der i år var tættere end nogensinde på sin første sejr i Tvilum-Scanbirk Rally Show. I årets finale satte han således en tid, der ville have givet ham sejren sidste år. ”Jeg troede, at jeg havde min første sejr hjemme, og jeg har nok følt, at det ikke var nødvendigt at satse, så jeg slappede af, og så lykkedes det Brian at slå tilbage.”
At der ikke var plads til fejltagelser på banen i Fårvangs industrikvarter, havde Brian Madsen bevist i et af de indledende heats, hvor han kiksede et sving og røg udenfor banen.
”Vi havde kørt de tre første heats på de samme dæk, og de blev rigtigt varme,” forklarer vinderen. ”Jeg kom nok lidt for stærkt, og så ramte jeg noget løst og vi kurede ud. Men det er finaleheatet, der tæller, og vi er superglade.”
Udover duellen om generalsejren var et andet stort samtaleemne Benny Pedersen, Esbjerg. I de indledende heats havde vestjyden haft en hård kamp med Kenneth Madsen, Dianalund, om at blive bedste mand i klassen for biler op til 1600 cm3, og her endte Benny Pedersen bedst med en generel femteplads og et forspring på 1,5 sekund. Men i finalen gik det endnu stærkere, for her sluttede han på en generel fjerdeplads efter Ib Kragh og foran adskillige langt mere potente rallybiler. Til gengæld kom han for sent til præmieoverrækkelsen…
”Vi var klar over, at vi havde vundet klassen, men efter finalen stod der bare hundrede mennesker omkring en og ville sige tillykke, så jeg tænkte overhovedet ikke på præmieoverrækkelse,” forklarer Benny Pedersen.
”Jeg er glad for resultatet. Hvis man kikker på det historisk, så er det godt at kunne køre 3.16 i finalen i sådan en Peugeot 106, for da Brian Madsen vandt klassen med nogenlunde samme tid, kørte han i en hurtigere Peugeot 106 Maxi, så det er godt gået.”
Resultatet af finalen i Tvilum-Scanbirk Rallyshow 2010:
|
Pl. |
Kører |
Mærke |
Tid |
|
1 |
Brian Madsen |
Peugeot 306 Maxi |
3.13,181 |
2 |
Christian K. Jensen |
Peugeot 207 Super 2000 |
3.13,568 |
3 |
Ib Kragh |
Fiat Punto Abarth |
3.14,502 |
|
4 |
Benny Pedersen |
Peugeot 106 |
3.16,770 |
5 |
Johnny Pedersen |
BMW M3 |
3.18,186 |
6 |
Karl-Åge Jensen |
Peugeot 207 Super 2000 |
3.18,286 |
|
7 |
Michael Pedersen |
Mitsubishi Lancer Evo IX |
3.21,623 |
8 |
Martin B. Knudsen |
Honda Civic Type-R |
3.21,856 |
9 |
Claus Christensen |
Opel Kadett GSi |
3.21,957 |
|
10 |
Kenneth Kolbe |
Peugeot 205 Maxi |
3.23,234 |
|
Tvilum-Scanbirk Rally Show / Tvilum-Scanbirk Classic Show Læs mere om: Brian MadsenChristian JensenIb KraghKarl-Åge Jensen |