Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Endurance Championship

DK Racing tog sæsonens anden sejr

Danish Endurance
Championship 

30/06/10 

DEC - Danish Endurance Championship- i årets længste racerløb
Det blev også DK Racing, som endte som bedste mandskab, da årets anden afdeling af Danish Endurance Championship blev kørt på Padborg Park. For anden gang i år var det Peter Ager, Tom Pedersen og Per Johansen, der kunne stryge først i mål, og det vel at mærke i et løb, der på forhånd ville være markant mere udfordrende end de øvrige i sæsonen. Det seneste løb i Danish Endurance Championship gik nemlig over seks timer mod normalt fire timer.
 

”På forhånd var vi meget nervøse for holdbarheden ved bilen, men det endte med, at vi ikke havde de store udfordringer med teknikken,” fortæller Per Johansen. ”De største udfordringer viste sig at blive dækforbruget. Da jeg kom i bilen, troede vi, at jeg kunne køre på dækkene, indtil tanken var tom, men efter tre kvarters race var der ikke mere bid, og jeg var nødt til at køre i pit. Her kunne vi konstatere, at der hang ståltråd ud af dækkene, der var færdige.”


(Foto: DK Racing)

”Seks timer med en racerbil er altså lang tid, og når man har kørt de seks timer, begynder man at have en fornemmelse af, hvordan det er at køre på Le Mans,” tilføjer Peter Ager, der var den første mand i den hvide Opel Corsa fra DK Racing.

”Da jeg skulle i bilen anden gang, fik jeg at vide, at jeg skulle køre en time, og efter at jeg var startet med at køre mere end halvanden time, var det hårdt,” indrømmer han. ”Jeg synes, at det var en fantastisk sejr for os, for der var god konkurrence. Sejren beviste, at vi kunne holde fokus hele vejen. Bilen virker bare. Det er imponerende. Har man et teknisk mandskab, en god bil og nogle fornuftige chauffører, så kommer man rimeligt langt.” Peter Ager kørte de første halvanden time i løbet, inden han overlod rattet til Tom Pedersen, der herefter kørte i fem kvarter.

”Jeg skulle forsøge at spare på dækkene og samtidig også køre hurtigt, så jeg var hele tiden i dialog med mandskabet i pitten, og jeg prøvede mange ting for at finde frem til det, der var bedst for os,” fortæller Tom Pedersen. Han havde dog også et mindre problem.

”På et tidspunkt havde jeg nogle usættere over en periode på måske fem omgange, men så var der ikke noget den næste halve time. Det har sikkert været et gasspjældspotentiometer, som drillede, men ellers kørte bilen bare.”

Gennem det meste af det seks timer lange løb var den hvide Opel Corsa fra DK Racing med i topkampen. Flere gange under de første timer i løbet var mandskabet i front, men det forspring, man fik opbygget, forduftede ofte.

”De tre gange, hvor der var safety car, mens jeg sad i bilen, forsvandt det forspring, som jeg havde opbygget, fordi feltet blev samlet igen,” fortæller Peter Ager. ”Men da der manglede godt en time, var vi klar over, at sejren var ved at være i hus. Hvis vi kunne køre fornuftigt og ikke begå nogen fejl, som ville udløse strafbaner eller stop-and-go-straffe, kunne vi holde føringen. Da jeg kom i bilen til sidst, vidste jeg, at vi kunne cruise den hjem, men når jeg så kom op til den Audi, vi kæmpede mod, kunne jeg ikke lade være med at give gas…”


(Foto: DK Racing)

”Alt i alt var det en god dag, men vi kunne godt ønske os lidt mere konkurrence,” siger Per Johansen. ”Vi har nok den hurtigste og den mest driftssikre bil, og det kunne være rart med lidt mere konkurrence, for da et af holdene, som vi konkurrerede med, havde et uheld, havde vi pludselig et forspring på fem omgange.”

”Det var en sjov og spændende oplevelse at køre et seks timers løb. Det er nok bedst for kørerne. For mekanikere og officials er det nok lidt for lang tid. Nu har vi i løbsserien fundet et godt set-up med fire timer, hvor der er god tilslutning, og det synes jeg er vigtigt, at vi holder fast ved. I forhold til fire timers løb er seks timer løb mere krævende på mange måder.”

DK Racing


Læs mere om:
  • Per Johansen
  • Peter Ager
  • Tom Pedersen
  • DK Racing
  • Padborg Park
  • 26/06/10 - Padborg Park - Danish Endurance Championship
  •