Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Langstreckenpokal

GRC Racing skifter samarbejdspartner

Langstreckenpokal 
22/04/10 

Anden afdeling i den tyske langdistanceserie VLN blev sidste gang Spano Rennsport Technik optrådte som GRC Racings tekniske samarbejdspartner. Efter løbet, der endte med en smadret Aston Martin og en BMW med pokaler, stoppede samarbejdet med øjeblikkelig virkning.
 

”Vi har været glade for samarbejdet med Spano Rennsport Technik og jeg vil gerne takke Dominik Spano for indsatsen de seneste par år,” siger teamchef Jan Kalmar. ”Men vi var nået til et punkt, hvor vores ønsker til indsatsen i de forskellige løb simpelthen var blevet for store til et lille firma som Spanos.”


(Foto: GRC Racing)

Umiddelbart virker det ret dramatisk at foretage en så stor organisatorisk ændring kun en måneds tid før teamets store satsning i 24H Nürburgring, men Jan Kalmar er fortrøstningsfuld.

”Vi har indgået aftale med Jola Competition fra Waiblingen om at stå for den tekniske drift af vores Aston Martin. Joschi Hildebrandt, der kommer til at fungere som Team-koordinator har en kæmpe erfaring i motorsport på alle niveauer. Blandt andet har han i 14 år været Carchief for AMG i DTM, og har således haft ansvaret for topkørere som Alesi og Schneider,” fortsætter Jan Kalmar.

Jola Competition vil stille med størsteparten af det tekniske team til løb, men en del nøglepositioner vil blive varetaget af medlemmer af GRC Racings eget kerneteam. Som dataingeniører fortsætter de nuværende Nick Spitzer og Dominik Quosdorf.

Ny Carchief for Aston Martin bliver Kasper Høegh medens Hans Voigtmann fortsætter som Carchief på teamets BMW 120d. Hans vil også stå i spidsen for det daglige vedligehold af BMW'en. Senere er det planen, at dette arbejde også skal udføres af Jola Competition, men det er blevet besluttet at deres prioritering i første omgang skal være 100% Aston Martin. Som støtte for Hans er der lavet aftale med Schubert Motorsport.


(Foto: GRC Racing)

Desuden vil teamet blive suppleret med studerende fra Autoteknolog-uddannelsen i Århus, ligesom der sandsynligvis også er flere fra det tidligere tekniske team, der tager mod tilbuddet om at fortsætte i det nye regi.

”Vi har med andre ord allerede organisationen i orden, og kan således koncentrere os om det sportslige,” fortæller Jan Kalmar. ”Der står vi til gengæld også foran nogle ret markante udfordringer. Det næste løb vi skal deltage i er 24H Nürburgring d. 13. - 16. maj. Som bekendt fik Aston Martin en del knubs i forrige weekend. Faktisk skal alt foran forruden skiftes. I sig selv er det ikke det helt store problem, men vi er jo afhængig af, at leverandørerne kan levere reservedelene. Vi forudsætter at det vil lykkes og regner helt sikkert med at stille til start.”

Teamet har valgt udelukkende at starte med Aston Martin for at give hele den ny organisation mulighed for at komme ordentligt i gang.

”I øjeblikket ligger det fast at Jacob Thomsen og Harald Nordeng udfylder to af pladserne. Til at udfylde de to sidste har vi kontakt med tre kørere, så der må vi siges at have et positivt problem. I realiteten kan vi faktisk vælge mellem hele fire kørere til to pladser, da en af grundene til vores omorganisering også er, at jeg selv meget gerne snart vil køre løb igen. I snart to år har jeg udelukkende haft administrative og tekniske opgaver i teamet, så nu er sulten efter selv at køre ved at være stor.”

Som optakt til løbet er der reserveret 3 testdage i begyndelsen af maj.

”Under de givne omstændigheder bliver 24H Nürburgring en enorm udfordring, og vi har da heller ikke på forhånd nogle krav til performance, men betragter det mere som en udholdenhedstest. Vi tager selvfølgelig løbet 110 % seriøst, men erkender at chancen for at få pokaler med hjem nok er minimale.” slutter Jan Kalmar.

GRC Racing
Peter Hindsgaul


Læs mere om:
  • Jacob Thomsen
  • Jan Kalmar
  • Nürburgring
  • 24/04/10 - Nürburgring - Langstreckenpokal
  •