Campos teamet opkøbt |
Formel 1 20/02/10
|
|
Jose Ramon Carabante overtager teamet Som beskrevet tidligere på siden er det nu officielt at Adrian Campos er fortid i sit Formel 1-team. Forretningsmanden Jose Ramon Carabante har købt Campos ud af teamet og overtager nu styringen af det kuldsejlede team. Samtidig skiftes der ud i toppen af teamet hvor Dr Colin Kolles overtager rollen som teamchef.
|
|
Campos Meta teamet har været i store økonomiske problemer for at få dækket de løbende omkostninger der har været i at få leveret den nye racer. Oprindelig havde Carabante en stor del af aktierne i det nye Formel 1-team mens Adrian Campos stod med resten og opgaven i at få stablet teamet på benene. Da den opgave ikke lykkedes måtte Carabante købe resten af teamet for at sikre at hele investeringen ikke gik tabt.
Der har været lavet et stort stykke arbejde i kulissen for at sikre at Campos teamet overlevede. "Jeg vil gerne takke Bernie Ecclestone som har arbejdet meget hårdt for at støtte vores bestræbelser på at holde teamet kørende. Hele redningsaktionen har været en kamp mod tiden, hvor målet hele tiden har været at få et team der kan stille op med to racere i det første Grand Prix i Formel 1-sæsonen i Bahrain. Vi har masser af hårdt arbejde foran os, men vi er spændte på vores Formel 1-debut og ser frem til en god sæson," siger Carabante. Han kan dog næppe forvente de store resultater i en racer som er total uprøvet. Teamet bliver ikke klar til den sidste vintertest i Barcelona - så oddsene for at gennemføre løbet i Bahrain er ikke store.
Samtidig har Colin Kolles mere end travlt. Han har fået til opgave at få samlet racerne og gjort dem klar til sæsonstarten i Bahrain, hvilket er noget af en uriaspost at være sat på. Så det bliver hans største fokus de kommende uger. "Jeg kunne ikke modstå den store udfordring og jeg er meget spændt på at arbejde sammen med det nye team. Henover de næste ti dage vil vi kigge på hele opsætningen, finde flere penge for at sikre at teamet kan nå det til det første løb i Bahrain, annoncere kørerne for 2010 i god tid så teamet kan fortsætte under Carabantes nye ejerskab," siger Colin Kolles.
Kolles er ikke helt uden erfaring med Formel 1, hvor han tidligere har været teamchef en overgang for Force India og det tidligere Midland-team. Én kører for teamet er allerede under kontrakt, Bruno Senna. Da han i sin tid skrev kontrakt med teamet var det fordi han mente det var det mest stabile og sikre af de nye teams. Meget er vist sket siden!
Benji
Læs mere om: Bruno SennaHispania Racing |
|
| |