En af de kørere der stædigt forfølger en plads i Formel 1 feltet til 2010 sæsonen er Nelson Piquet Jr. - køreren der deltog i den såkaldte 'chrash-gate' skandale sammen med Renault, og som senere blev fyret af teamet.
Nelson Piquet Jr. har længe ligget i forhandlinger med Campos teamet, og hans far har flere gange oplyst at kontrakten var på plads.
Men teamet har allerede skrevet kontrakt med en brasilianer, Bruno Senna, og de har derfor brug for et kører af en anden nationalitet.
"Det er korrekt at vi har et tilbud fra Piquet" - udtaler Daniele Audetto fra Campos teamet, og han tilføjer - "vi har ikke noget imod 'Nelsinho' selv om han var involveret i skandalen. Han er en god kører, hurtig og har god erfaring. Men vi kan ikke have to brasilianere i teamet, og den 15% investering som Piquet Sn. har tilbudt os, er mindre end andre kørere vil kunne bibringe teamet. Uden at kunne komme ind på navne, kan jeg oplyse at vi forhandler med kørere fra Italien, Rusland, Kina, og Tyskland for blot at nævne nogle få lande."
En anden kører der måske ikke finder en plads i Formel 1 feltet i 2010 er den 31 årige franskmand Franck Montagny.
Efter flere sæsoner som testkører for Renault håbede Montagny på endelig at få chancen som kører i teamet.
Udover at forhandle med Renault har Montagny også været i kontakt med US F1 teamet, et af de nye teams der kommer ind i Formel 1 sporten i 2010, men begge steder er forhandlingerne løbet ud i sandet.
Montagny debuterede som Formel 1 kører i 2006 for Super Aguri teamet, men siden har han ikke haft en fast plads i feltet, og han indrømmer nu at det heller ikke ser ud til at det skal lykkes i 2010.
I stedet har han ligesom sidste år sat kursen mod Peugeot Sport teamet og 24-timers løbet på Le Mans.
"Der er noget magisk over Formel 1, men det er nok mere realistisk at vinde på Le Mans - og det er jo også magisk" - har Franck Montagny skrevet på sin hjemmeside.
En af de kørere der flere gange har været ude med meddelelsen om at han har en kontrakt for den kommende sæson er Jaime Alguersuari, og nu er den 19 årige spanier igen ude med den besked!
Holder hans ord denne gang, skal han køre for Toro Rosso teamet i 2010.
Den nykårede Formel 2 mester spansk/østrigeren Andy Soucek vandt som en del af præmien i mesterskabet en testkørsel hos Williams F1 teamet, og den test forløb så positivt at han nu har sat næsen op efter en plads som test- og reservekører i teamet.
Sideløbende med forhandlingerne Williams teamet forhandler Andy Soucek også med to af de nye Formel 1 teams, hvor der er tale om pladser som kører, her er de mest sandsynlige pladser hos enten Campos eller US F1.
"Jeg vil foretrække at køre for et af de nye teams, frem for 'kun' at være testkører for Williams teamet" - udtaler Andy Soucek - "det er vigtigt at køre race, for der lærer du alle banerne og mange andre ting, meget bedre end hvis du kun tester!"
Hollænderen Jerome d'Ambrosio sættes nu i forbindelse med Renault teamet, for udover at have bevist sit værd de sidste par sæsoner i Grand Prix 2 klassen, har han nu fået en 'direkte forbindelse' til teamet.
Jerome d'Ambrosio har sammen med kineseren Ho-Pin Tung været under management af Gravity Sport der har direkte forbindelse til Gerard Lopez's firma Genii, og det er Genii der netop har overtaget Renault F1 teamet.
Derudover har Jerome d'Ambrosio også den fordel, at det er hans tidligere chef i DAMS GP2 teamet Eric Boullier, der skal være chef for Renault F1 teamet i 2010.
Som en yderligere god forbindelse til Renault, har Jerome d'Ambrosio tidligere kørt både Formula Renault 2000 og Formula Renault 3.5 (World Series by Renault) med stort held. Hr. Nielsen
Læs mere om: Andy SoucekFranck MontagnyJaime AlguersuariJerôme D'ambrosioNelson Piquet Jr.Hispania RacingRenault F1Scuderia Toro RossoSuper Aguri Formula 1USGPEWilliams F1 Team |