En uheldig sæson skulle sluttes af med manér, til glæde for Suzuki Motorsport, Yokohama, Q8 og Henrik’s lokale sponsorer. Og det var en rigtig god idé! En overbevisende indsats gav en 9. plads generelt og en meget sikker 1. plads i 1600 Challenge i Yokohama Gjønge Rally 2009.
Suzuki blev dermed repræsenteret i top 10 efter uheld for Martin Johansen og Anders Lysen, som begge fik tekniske problemer. Anders endda på sidste prøve, men han får heldigvis bilen i mål.
Henrik og Leif havde på forhånd lagt en forsigtig taktik. Let og flydende kørsel på de første hastighedsprøver med meget fugtige og glatte veje. En nærlæsning af resultaterne viser nu tydeligt, at det var de ikke ene om. Mange havde tænkt i samme baner, mens enkelte med chance for at vinde et Danmarksmesterskab, satsede fra start. Og måtte i botanikken! Men firehjulstrækkere har det med at komme op fra pløjemarken igen og fortsætte kampen. Selvom det havde regnet i dagene op til løbet!
Henrik Jensen, Kalundborg, og Leif Heick, Hegnsvig, viste hvor skabet skulle stå, da de lørdag 14. november vandt 1600 Challenge klassen i Yokohama Gjønge Rally 2009. (Foto: DanskRallyFoto.dk)
Den chance skal man ikke kalkulere med i en lille forhjulstrækker, hvilket en særdeles uheldig Frank Nielsen i Citroën C2 måtte erfare. Han førte årets 1600 Challenge Cup efter Henrik og Leif’s exit i DM3 og DM4, men sad fast i marken på prøve 1.
Vejret artede sig ellers fint denne lørdag i november og vejene fik strejf af tør asfalt, så tempoet blev sat i vejret i løbet af formiddagen.
Ved middagspausen ligger Henrik og Leif nummer 1 i klassen, ca. ½ minut foran forfølgerne. Atter blev der snakket taktik. Det var herrens vigtigt at komme hele vejen hjem til målstregen, så omdrejningstallet blev sat 500 ned før hvert gearskift. Sådan en Suzuki trækker jo fint alligevel, så der var ingen grund til at overdreje motoren på de lange lige stræk om eftermiddagen. En klassesejr var derimod meget vigtig. Det var vigtigt for Henrik og Leif, at få vist de stadig er hurtigste team i 1600 challenge. De mange Citroën-kørere vejrede morgenluft efter DM3 og DM4, men det blev en Renault-kører som løb med årets mesterskab for 1600 Challenge.
Tillykke til Torben Sørensen! Henrik Jensen og Leif Heick slutter på en fjerdeplads i mesterskabet.
Tak til alle vores sponsorer og hele teamet der sørger for at bilen er klar til kamp. Det er en fantastisk støtte i giver, både i modgang og medgang.
Også tak til arrangørerne af diverse rallies. Den kvalitet vi ser i organisationerne, gør det til en fornøjelse at være med. Vi ser frem til næste sæson.
Troels Lund Læs mere om: Henrik JensenLeif HeickSuzuki Motorsport14/11/09 - DM Rally |