- Oprindelig havde vi sat kryds i løbskalenderen ved DM-premieren 2009 i det nordlige Tyskland, forklarer Martin Knudsen. - Under forberedelserne blev jeg desværre ramt af influenza, og det tjente derfor intet formål at køre motorløbet. Rally på topplan kræver fuld koncentration i hvert eneste sving og hen over bakketoppene, ellers rutscher man hurtigt langt ned på resultatlisten.
For Knudsen Motorsport faldt valget herefter på DM-finalen: 30. Yokohama Gjønge Rally 2009. Danmarks ældste navne-rally blev i år afviklet på Møn med et kompakt motorløb med 10 hastighedsprøver, som samlet gav en konkurrencestrækning på 142 km.
Martin Knudsen og Søren Kjær fløj hurtigt og kontrolleret lavt hen over puklerne på de mønske hastighedsprøver. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
- I al beskedenhed har Martin Knudsen manifesteret sig som en af de skrappeste rallychauffører i forhjulstrukne rallybiler, konstaterer Søren Kjær. - Derfor så vi frem til at præsentere vores Honda Civic Type R på dansk rallyunderlag. 260 velsmurte hestekræfter var parate til at bringe rallybilen af sted på hastighedsprøverne med den unikke V-tec teknologi.
Martin Knudsen og Søren Kjær havde til 30. Yokohama Gjønge Rally 2009 opnået seedning som start nr. 8. Martin Knudsen løftede sløret for konkurrence-taktikken inden rallyet: - Vi styrer helhjertet efter en top fem-placering. Det bliver garanteret sekundtætte udfordringer, idet fighten bl.a. står mod 13 rallyteams med turbo og firehjulstræk, som umiddelbart har en lille konkurrencefordel på de fedtede efterårsveje. Forspringet for 4WD’erne ligger primært i accellerationerne, hvor de nemmest kan få varme i alle 4 dæk samtidig og dermed hurtigere fast greb i underlaget.
Martin Knudsen (t.h.) og Søren Kjær har scoret flere flotte europæiske resultater i 2009. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
Knudsen Motorsport scorede afgørende fordele af i DM-finalen, at rallyteamets Honda Civic Type R er velafprøvet og gennemtestet, og hvor den avancerede undervogn holdt hjulene sikkert mod underlaget på hastighedsprøverne.
- På første tredjedel af hastighedsprøverne manglede vi lidt varme i de ikketrækkende baghjul, fortsætter Søren Kjær. - Derfor opførte bagenden sig noget levende, men efter et par kilometre kørte rallybilen igen efter en snor. Desuden bevirkede vores internationale konkurrence-erfaringer, at vi allerede midtvejs i rallyet var kørt frem på en femteplads generelt.
Med en kontrolleret slutspurt kørte Martin Knudsen og Søren Kjær har scoret sig i top tre ved 30. Yokohama Gjønge Rally 2009. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
- I et rally er det altid sjovest at slutte blandt de tre første i generalklassementet, forklarer Martin Knudsen. - Vi strammede derfor ekstra op på et kontrolleret konkurrencetempo. Vejene var stadig væk våde og fedtede, og i hvert eneste vinkelsving var der kørt lidt og mudder ud på asfalten.
Satsningen gav virkelig pote for Knudsen Motorsport, som inden rallyets 2 sidste hastighedsprøver var sikkert fremme på tredjepladsen generelt.
Trods varmeproblemer med bagdækkene hjemkørte Martin Knudsen og Søren Kjær et topresultat i DM-finalen. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
- Der var på dette tidspunkt 16 sekunder op til andenpladsen, afslutter Søren Kjær. - Vi valgte derfor at bibeholde konkurrencetempoet uden yderligere satsning. Vi blev samtidig presset lidt af to firehjulstrukne rallyteams, men havde overhøjde til at afvise angrebet hjem til treeren.
Knudsen Motorsport fejrede tredjepladsen generelt med champagne i Yokohama Gjønge Rally 2009. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
Slutresultatet blev en fornem tredjeplads generelt for Martin Knudsen og Søren Kjær i 30. Yokohama Gjønge Rally 2009 med deres Honda Civic Type R. Rallyparret har derfor fået ekstra blod på tanden til planlægningen af en spændende indsats i rallysæsonen 2010 på europæisk basis.
Knudsen Motorsport Åge Kirketerp Jensen Læs mere om: Martin KnudsenSøren KjærKnudsen Motorsport14/11/09 - DM Rally |