Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

DM i Rally

De faldt på stribe

DM Rally 
15/11/09 

Spændingen holdt ikke til mål i DM i rally
Landets to hurtigste rallykørere, mesteren Max Christensen og udfordreren Christian Jensen, har året igennem kæmpet om brøkdele af sekunder frem til målstregen i hvert eneste løb, men i Yokohama Gjønge Rally, femte og sidste løb til danmarksmesterskabet i rally, gik det helt anderledes.
 

Christian Jensen lagde ud i et forrygende tempo i sin Peugeot 207 Super 2000 og efter kun to hastighedsprøver var han allerede 14 sekunder foran Max Christensen i Subaru Impreza. Det tvang den regerende mester til at forcere, og på den sjette ud af 10 hastighedsprøver gik det galt: Max Christensen ramte en chikane og bulede sin bil så meget, at han måtte udgå.

Dermed kunne Christian Jensen køre i mål som overlegen vinder af Yokohama Gjønge Rally og som ny danmarksmester i det prestigefyldte mesterskab for firehjulstrukne rallybiler.


Christian Jensen og Søren Tøndborg vandt finalen i danmarksmesterskabet i rally i overlegen stil i deres Peugeot 207 Super 2000.
(Foto: Michael Eisenberg)

I mesterskabet for tohjulstrukne tunede biler gik spændingen også hurtigt fløjten. På prøve 4 punkterede den regerende mester Martin Johansen i Suzuki Swift og satte så mange minutter til, at han valgte at udgå. Ny mester i klassen blev Tim Svanholt i VW Golf GTI, der har kørt i højt tempo året igennem og blev nummer 2 i DM-finaleløbet.


Tim Svanholt og Per Henriksen blev overlegne vindere af mesterskabet for tohjulstrukne biler med deres VW Golf GTI og står nu på spring til en firehjultrukken vinderbil.
(Foto: Michael Eisenberg)

I gruppe H, gamle rallybiler, lagde Johnny Pedersen i BMW M3 hårdt ud og førte med 20 sekunder foran Henning Søgaard i Ford Sierra Cosworth, men så fik han som tidligere i år motorproblemer og kunne knapt nok slæbe bilen i mål. Henning Søgaard kørte sig samtidig meget op og tog løbets samlede sjetteplads og mesterskabet.


Flid, træning og dygtighed blev belønnet, da Henning Søgaard og Iben Louring tog mesterskabet i Gruppe H med deres Ford Sierra Cosworth.
(Foto: Michael Eisenberg)

I den historiske klasse, Midland Historic Rally Cup, var der kamp til målstregen, og her var første mand Kim Madsen i Ford Escort RS 2000. Men han havde tidligere i løbet kørt mod retningen på en hastighedsprøve efter at have ramt en chikane, og det er forbudt, så han blev udelukket.
Cupvinder blev således Per G. Hansen i Porsche 911 RS, der flere gange tidligere har været tæt på titlen, men haft tekniske uheld. I år kom den hurtige og flotte Porsche endelig til tops i den historiske rallysport.


Efter at have været tæt på flere gange lykkedes det i år for Per G. Hansen og Karsten M. Svensson at vinde den historiske rallycup med deres Porsche 911 RS.
(Foto: Michael Eisenberg)

Yokohama Gjønge Rally blev kørt på yderst krævende veje på Møn og understregede, at rallysporten i Danmark efter nogle magre år atter er på vej frem med voksende deltagerfelter og mange talentfulde kørere i alle mesterskabsklasser.

Yokohama Gjønge Rally, resultatet:

Generalklassementet, top 5:
1 Christian K. Jensen, Ans / Søren Tøndborg, Kjellerup, Peugeot 207 Super 2000, 1:12:33.8
2 Tim Svanholt, Roskilde / Per Henriksen, Roskilde, VW Golf GTI, 1:13:40.9
3 Martin B. Knudsen, Egtved / Søren Kjær, Fredericia, Honda Civic R3, 1:13:58.5
4 Anders AA. Kjær, Larvik, Morten Erik Abrahamsen, Larvik, Subaru Impreza STI, 1:14:05.9
5 Ib Kragh, Juelsminde / Karsten Isaksen, Egtved, Fiat Punto S2000, 1:15:12.8


Peugeot-teamchef Jens-Ole Kristiansen fejrede de nye mestre Christian Jensen og Søren Tøndborg med maner, da de kom i mål som vindere af Yokohama Gjønge Rally.
(Foto: Michael Eisenberg)

Mestrene:

Fire danmarksmesterskaber:

Firehjulstrukne biler (4WD, gr. N og Super 2000)
Christian K. Jensen, Ans / Søren Tøndborg, Kjellerup, Peugeot 207 Super 2000

Tohjulstrukne tunede biler (2WDB gr. A og DK)
Tim Svanholt, Øm / Per Henriksen, Roskilde, VW Golf GTI

Tohjulstrukne standardbiler (2WD standard, Gr. E/N)
Kenneth Madsen, Dianalund / Carina V. Møller, Tåstrup, Suzuki Swift Sport

Gamle biler (Gruppe H)
Henning Søgaard, København S / Iben Louring Mortensen, København S, Ford Sierra Cosworth

DASU Cup for ægte historiske rallybiler:
Midland Historic Rally Cup

Per G. Hansen, Ringsted / Karsten M. Svensson, Hässleholm, Porsche 911 RS


Michael Eisenberg

Læs mere om:
  • Christian Jensen
  • Per Henriksen
  • Søren Tøndborg
  • Tim Svanholt
  • Peugeot Sport Dealer Team
  • Svanholt Motorsport
  • 14/11/09 - DM Rally
  •