Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

ADAC GT Masters

Christoffer Nygaard stoppet af brand

ADAC GT
Masters 

19/10/09 

Den unge dansker fik blot få points ud af den tyske sæsonfinale
”Bilen gik i brand, og det passede vist godt på resten af vores weekend, som gik op i røg.” Sådan opsummerede Christoffer Nygaard finaleweekenden i den tyske ADAC GT Masters-serie, som fandt sted på Oschersleben i det nordlige Tyskland.
 

Sammen med Walter Lecher jr. kom den unge racerkører fra Lyngby i mål på en ottendeplads i lørdagens løb, mens duoen udgik efter få omgange af søndagens løb, da der stod flammer op af bagenden på den hvide Ford GT. Dette betød, at makkerparret endte på en delt tiendeplads i ADAC GT Masters-serien, hvor Christoffer Nygaard blev den bedste af de tre danske deltagere.

”Vi havde regnvejr fredag og lørdag, og der skød vi bare ved siden af,” fortæller Christoffer Nygaard om optakten til løbene. ”Tingene ville ikke fungere, og når vi gjorde noget drastisk, gjorde bilen ikke, som vi havde tænkt os ud fra vores erfaringer. Vi har ikke rigtigt nogen erfaring med regnvejr. Vi har kun kørt løb på Hockenheim og Lausitz i vådt føre, men der kom regnen så pludselig, at vi måtte køre med tørvejrsopsætning, så vi endte med startplaceringer som nummer 15 og 12 til de to løb.”

Der var dog fremskridt at spore, da det endelig gjaldt løbene. ”Til det første løb var det blevet en lille smule bedre med bilen, og jeg fik kørt den fra 15. pladsen til niendepladsen, inden jeg overgav den til Walter, og han fik os så i mål som otter,” forklarer Christoffer Nygaard.

Han og det øvrige Fischer Racing kunne så glæde sig over, at de blev mødt med tørvejr, da de slog øjnene op til søndagens strabadser.


Christoffer Nygaards Ford GT, inden den blev offer for flammerne.
(Foto: Burkhard Kasan)

”Vi var fortrøstningsfulde, fordi vi vidste, hvor vi var på banen i tørvejr,” siger han. ”Starten gik okay for Walter. Han vandt to pladser, men pludselig begyndte han at bakke. De andre kørte forbi ham i svingene, hvor bilen skøjtede rundt med bagenden. Der var åbenbart noget olie, som lækkede og røg ud på udstødningen, for det begyndte at brænde. Walter havde næsten en fuld tank i bilen, så han måtte køre ind til siden for at få det slukket, inden ilden tog fat.”

”Vi ville gerne have sluttet den tyske serie ordentligt af, men vi ved ikke, hvad det var, vi gjorde forkert. Sådan er det bare nogle gange,” konkluderer Christoffer Nygaard.

”Umiddelbart ser det ikke så slemt ud med bilen. Det er noget af det bageste som diffuseren og kofangeren, som er brændt væk, men vi bliver klar til Zolder, hvor skal afslutte Europamesterskabet i næste weekend.”

christoffernygaard.dk


Læs mere om:
  • Christoffer Nygaard
  • Walter Lechner Jr.
  • Fischer Racing
  • Oschersleben
  • 18/10/09 - Oschersleben - ADAC GT Masters
  •