Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Spændingen intakt

Formel 1 
04/10/09 

Perspektiver på Det Japanske Grand Prix
Efter Sebastian Vettels sejr i Japan, er VM kampen endnu mere åben end den var et par timer tidligere. Der er stadig tre kørere med muligheder og der er to løb tilbage. Selvom det kunne være tættere end det, så er det dog stadig langt bedre end i de år hvor VM var afgjort for tre løb siden.
 

Sebastian Vettel var weekenden igennem ganske overlegen på Suzaka og det lover godt for de sidste par løb i år. Brawn virkede endnu en gang lidt slatne og sluttede på nogle lunkne placeringer - og specielt det faktum kan gøre afslutningen på sæsonen ganske dramatisk.

Sagen er at Button har 85 point - 14 mere end holdkammeraten Barrichello og 16 mere en Sebastian Vettel. Vettel fik i dag ni point mere end Button - og hvis det gentager sig et par gange, så ser det ikke så godt ud for Button. Værre endnu bliver det hvis Button skulle få nogle problemer og udgå. Men det med at udgå er ikke noget han har dyrket så intenst i denne sæson - kun en enkelt gang er det blevet til nul point.

Spørgsmålet er lige nu hvem der egentlig er Buttons største konkurrent. Er det den erfarne Barrichello, der om 14 dage skal køre på hjemmebane i Sao Paolo, eller er det den unge Vettel i Red Bull? Barrichellos ulempe i denne sammenhæng er at han kører med samme materiel som Button, og derfor vil der selvfølgelig være en tendens til at de ligger på nogenlunde samme niveau ved et givent løb. Så hvis bilen er til sejr, vil de begge være med fremme. Så selv hvis Barrichello skulle vinde de to sidste løb, kan det blive svært for ham at hente de 14 point som han er bagefter Button.

Vettels fordel er, at han kan præstere uafhængigt at Button og Barrichello. Så for ham vil det alt andet lige, være lettere at hente Buttons forspring. Men selv det vil kræve noget stort fra den unge tysker. Det bedste han kan gøre er at vinde de to sidste løb og så håbe på at Brawn ikke kan præstere meget mere end i Japan, hvor de sluttede som nr. 7 og 8. Hvis han vinder, så kan han ikke gøre mere end at håbe.

Det hele kan selvfølgelig ende med en kold afvaskning allerede i Brasilien - for hvis ikke Vettel der slutter i top 2 og Button ender betydeligt længere nede, så vil VM være afgjort.

Når alt dette er sagt, så kan man også argumentere for at spændingen i VM slet ikke burde være så stor som den er. For Button har vundet seks sejre, mens Vettel har tre sejre og Barrichello to. Der er kun to points forskel på en sejr og en andenplads. Og den burde være større. En forskel på fire point vil være rimeligt - fem point bedre! Hvis vi antager at forskellen mellem en sejr og en andenplads er fire point ville Button nu have 11 point mere (fem regulære sejr + en halv), mens Vettel ville have seks point mere og Barrichello fire point mere. Og dermed ville VM allerede nu være placeret hos Jenson Button. Situationen i år er dog noget anderledes end andre år, da Buttons succeser alle ligger i første del af sæsonen. Udover sine sejre har han kun været på podiet to gange. Derfor virker det ikke som en alt for stor uretfærdighed, at han endnu ikke har gaflet trofæet hjem. Og stadigvæk skal Vettel helst nå et par sejre til, hvis han skal nå Button - og dermed vil tyskeren have fem sejre. Og sejre skal betyde meget, men helst ikke alt.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Suzuka
  • 04/10/09 - Suzuka - Formel 1 - FIA F1
  •