I lørdagens to fri træninger kørte Jason Watt tider der placerede ham på 8. og 7. pladserne.
I den efterfølgende tidtagning kunne Jason køre sig til en start- placering som nummer 9 til det første af søndagens løb, helt uden at vise hvilke store sager vi skulle komme til at opleve fra SEAT Leon køreren på Ring Djursland.
Men en lille rettesnor var der dog, for havde han været blot et par tiendedele sekund hurtigere, havde han været på 5. pladsen - så tæt lå tiderne denne weekend!
(Foto: Motorsporten.dk)
Søndagsprogrammet startede som sædvanlig med en kort warm up, hvor Jason kørt sig ind på en 6. plads, kun 0,6 sekund fra den hurtigste tid.
I det første af kvalifikationsløbene, kørte Jason nok lidt taktisk, for på trods af god speed i både ham og SEAT raceren, kørte han sig kun en plads frem, med det resultat at han sluttede på 8. pladsen - den 8. plads som giver pole position til det andet af kvalifikationsløbene!
(Foto: Motorsporten.dk)
Jason lagde ud med en kanon flot start i det andet kvalifikationsløb, og holdt føringen flere omgange trods hårdt pres bagfra fra Per Poulsen, og han smuttede da også forbi i svinget for enden af langsiden, men med en lynhurtig manøvre var Jason tilbage i front allerede inden udgangen på svinget, da Per forbremsede sig lidt.
Kort tid efter forsøgte Per samme manøvre samme sted, og denne gang lykkedes overhalingen, men dog ikke uden hård nærkontakt mellem dem - lige hård nok efter Jason's mening, og noget som dommerne senere takserede til et strafsekund til Per.
(Foto: Tommy Hostrup Galskjær)
Men dermed var den hårde behandling af Jason og hans SEAT racer ikke slut, for et par omgange senere blev han kørt af banen efter en lidt for tæt fight mellem de to Chevrolet kørere lige bag ham. Her tabte Michel Nykjær en bremseduel med teamkollega Henrik Lundgaard, hvorefter han kørte op bag i Jason's SEAT og sendte ham af banen.
Inden Jason igen havde SEAT'en i den rigtige retning ude på banen, var stort set hele feltet kørt forbi!
Han brugte de sidste par omgange til at køre sig op på 8. pladsen, og med den præstation samt den flotte kørsel inden han blev 'sat af', kan man kun drømme om hvor god en placering det kunne være blevet til i dette løb.
(Foto: Tommy Hostrup Galskjær)
Startopstillingen til finaleløbet er basseret på de resultater som kørerne havde opnået i de to kvalifikationsløb - i Jason's tilfælde to 8. pladser. De placeringer betød at han skulle starte finalen på endnu en 8. plads.
Finale løbet udviklede sig til et af de mere spændende denne sæson, hvor tempoet var højt og kampene tætte. Ligesom i det første løb kæmpede Jason med Per Poulsen, og endnu en gang kom det til mange gode nærkampe mellem de to.
Undervejs overhalede Jason både Jens Møller og lidt senere også Kasper Jensen lige for foden af VIP tribunen, mens han kæmpede sig op på 5. pladsen, og krydsede målstregen kun 5,7 sekund bag vindende Jan Magnussen.
"Weekenden udviklede sig godt for os, jeg synes dog det var noget ærgerligt at det først var i finalen at vi fik ramt den helt korrekte indstilling. Vi fandt et par småfejl på bilen som desværre også er grunden til den lidt manglende fart til WTCC løbet, men jeg får jo ikke muligheden for at køre det løb om - før måske næste år!" - kommer det med et stort grin fra Jason Watt.
(Foto: Tommy Hostrup Galskjær)
De to 8. pladser i kvalifikationsløbene samt 5. pladsen i finalen indbragte Jason Watt 27 point til DTC mesterskabet, hvor han nu er oppe på en samlet score på 187 point, samt er placeret på 5. pladsen.
Der resterer endnu en løbsweekend i dette års Danish Touringcar Championship mesterskab - DM Finalen - der køres på Jyllands-Ringen den 3. og 4. oktober. Hr. Nielsen
Læs mere om: Jason WattTeam BYGMA Jason Watt RacingRing Djursland13/09/09 - Ring Djursland - Danish Touringcar Challenge |