Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel Ford - DK

Blot et point adskiller Lind og Egebart i Formel Ford

Formel Ford - DK 
14/09/09 

Jesper Egebart tæt på maksimumpoints, mens Dennis Lind var uheldig
Gennem det meste af forårssæsonen har Dennis Lind, Roskilde, lignet en meget sikker vinder af Danmarksmesterskabet for Formel Ford. Men efter sommerferien er der for alvor blevet ændret på styreforholdet i talentudviklingsklassen indenfor dansk asfaltbanesport. Feltet i efterårssæsonen er bl.a. blevet udvidet med sidste års Danmarksmester i gokart i KF2-klassen, Mikkel Mac, Nykøbing Falster, mens Jesper K. Egebart, Børkop, og hans bagland hos Egebart Motorsport har fundet ny fart i deres Ray-biler.
 

Begge dele blev understreget søndag på Ring Djursland, hvor såvel Mikkel Mac som Jesper K. Egebart sikrede sig en sejr, mens Dennis Lind havde sin hidtil dårligste weekend, hvor en teknisk defekt kostede ham dyrebare points – så dyrebare, at Jesper K. Egebart nu kun er et point efter ham inden sidste mesterskabsafdeling.


K Egebart er nu blot et point fra føringen i Danmarksmesterskabet for Formel Ford.
(Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)

Løbene på Ring Djursland var også blevet tilsat et ekstra krydderi i form af Joe Tanner, Skotland, som stillede til start for de regerende mestre, Fukamuni Racing. Men selv om skotten ikke tidligere havde kørt på racerbanen øst for Tirstrup Lufthavn, kunne han udnytte sin erfaring fra den bakkede hjemmebane Knockhill til at tage pole position til det første af søndagens heat.

Dette løb formåede Joe Tanner også at føre længe, men støt og roligt blev han indhentet af først Mikkel Mac og Jesper K. Egebart, men inden Mikkel Mac for alvor kunne gøre noget ved skotten, måtte han se sig passeret af Jesper K. Egebart, hvis onkel – Anders Ole Egebart, Odder – indledningsvis også havde været med i topdysten. Jesper K. Egebart var imidlertid kun for en stund foran Mikkel Mac, og da denne atter var kommet forbi, kørte han Joe Tanner ind, passerede ham, og tog sin anden heatsejr i træk, mens Jesper K. Egebart til sidst også kom forbi skotten.

Dennis Lind havde på dette punkt ikke scoret nogen points. I tidtagningen fik han ikke kørt en hel omgang, da en trækaksel gik i stykker, og det samme fænomen gentog sig i det første løb, så han måtte starte fra bageste række i det andet løb.

Herfra leverede den mesterskabsførende overhaling på overhaling. Allerede efter første omgang var Dennis Lind oppe på femtepladsen og herefter fik han ædt et par konkurrenter mere, så han på femte omgang var treer efter Mikkel Mac og Jesper K. Egebart. Disse kæmpede hårdt om førstepladsen, som Jesper K. Egebart netop havde erobret med en dristig overhalingsmanøvre. I den midterste del af løbet faldt gemytterne lidt til ro i toppen af feltet, men da der manglede fire omgange begyndte Dennis Lind atter at køre sig ind på den førende duo. Han fik kontakt med Mikkel Mac på andenpladsen og på sidste omgang overhalede han falstringen, men Jesper K. Egebart i front kunne han ikke nå, selv om trioen ved det ternede flag blot var adskilt af et sekund.

Resultatet betød, at Dennis Lind nu blot fører med et point til Jesper K. Egebart i kampen om Danmarksmesterskabet. ”Det bliver spændende nu, for nu er det op til køreren, hvem der holder hovedet mest koldt, og hvem der er hurtigst på Jyllandsringen. Det er spændende, rigtigt spændende,” sagde Jesper K. Egebart ovenpå en dag, der udløste en anden- og en førsteplads til ham.

”Det var ikke let i dag. Jeg havde lagt en taktik for, at jeg skulle køre alt, hvad jeg overhovedet kunne, og så dukkede Dennis op på nye dæk, og han kørte rigtig hurtigt. Skræmmende. Men jeg havde fokus den rigtige retning, så holdt jeg den hjem.”

Stillingen i Danmarksmesterskabet for Formel Ford:

Plac. Kører Mærke Point
1 Dennis Lind Van Diemen-Duratec 245
2 Jesper K. Egebart Ray-Duratec 244
3 Anders Ole Egebart Ray-Duratec 150
4 Mikkel C. Johansen Van Diemen-Duratec 145
5 Thomas Lund Van Diemen-Duratec 133
6 Niels-Ejnar Rytter Ray-Duratec 133
7 Frank Mortensen Ray-Duratec 102
8 Mikkel Mac Van Diemen-Duratec 100
9 Nils K. Vestergaard Mygale-Duratec 87
10 Nikolaj Rasmussen Mygale-Duratec 72
11 Milton Lundström Van Diemen-Duratec 71
12 Martin Lumholt Aquila-Duratec 45
13 Jonas Sunke Aquila-Duratec 14
14 Lasse Neuchs Van Diemen-Duratec 8

Stillingen i Ford Junior Cup:

Plac. Kører Mærke Point
1 Dennis Lind Van Diemen-Duratec 98
2 Jesper K. Egebart Ray-Duratec 95
3 Mikkel C. Johansen Van Diemen-Duratec 64
4 Mikkel Mac Van Diemen-Duratec 44
5 Milton Lundström Van Diemen-Duratec 31
6 Martin Lumholt Aquila-Duratec 23
7 Nikolaj Rasmussen Mygale-Duratec 17
8 Jonas Sunke Aquila-Duratec 7
9 Lasse Neuchs Van Diemen-Duratec 4

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Dennis Lind
  • Jesper K. Egebart
  • Mikkel Mac
  • Ring Djursland
  • 13/09/09 - Ring Djursland - Formel Ford - DK
  •